tirsdag den 12. november 2024

Vintage: Amager Bryghus - The Boobrie (2019)

The Boobrie kunne godt lyde som en større nordengelsk sø.

Det er det ikke.

Det er en 11 % dobbeltmæsket Imperial Stout fra Amager Bryghus, der lå på whiskyfade før den blev tappet for lidt over 5½ år siden i 2019.

Siden da har flasken ligget i Stovts ølkælder. Egentlig for længe, men til trods for at den har nået en alder, hvor chancen for at få en god oplevelse er minimeret, så har denne anmeldelse en lykkelig slutning.

Duften er fantastisk. Rosiner, brændt sødme og alkohol.

Et par bobler forsvinder hurtigere end de kan tælles, da øllen hældes op. Så der er fuldstændig havblik på overfladen af den engelske sø, der er så mørk, at der kun kan gisnes om, hvad der gemmer sig under søspejlet.

Der er dog mere liv end overfladen afslører. Bittesmå bobler, men liv.

Jeg husker whiskypræget som noget mere markant. Det er der stadig, men det har trukket sig helt ind i øllet og fornemmes som en skjult kant i smagen, der dog sagtens kan mærkes.

The Boobrie er ældet med værdighed. Den er fyldig med et behageligt spor fra fadlagringen, den er ristet, uden at der er bitterhed, men mest af alt er den i balance.

Jeg har haft en del af The Boobrie stående i kælderen, men denne har absolut været den bedste oplevelse.

Et elegant glas øl til en mørk aften, hvor efteråret kan mærkes.