Til tider har tingene det med at træde hinanden over tæerne.
Som nu forleden, hvor jeg gik i kælderen for at hente en håndfuld øl.
Den ølkælder, som engang var en overflod af papkasser, der bugnede med mørke øl, er nu tre papkasser og en tysk ølkasse i plast, der alle har plads til flere flasker.
Jeg er blevet ældre, antallet af ølsmagninger er svundet ind og nørderiet er aftaget.
Der er mange gode grunde til, at min ølkælder er minimeret – og i år bliver den eneste tilføjelse nok tre Stjernebryg fra Herslev Bryghus, der vist også var den seneste forøgelse i flaskeantallet dernede.
Når jeg taler om, at tingene træder hinanden over tæerne, så er det fordi, at da jeg havde opdateret min liste over kælderens indhold, der stødte jeg på en ny artikel hos Craft Beer and Brewing.
En artikel, der desværre er gemt bag en betalingsvæg, men som det er muligt at læse nok af, til at konstatere at jeg ikke er den eneste, der har forsømt min ølkælder.
“Fast forward to today, though, and beer cellars almost seem to be a thing of the past. A decade ago, a post about drinking a five-year-old Bourbon County would have stirred excitement; today, it mostly garners scorn. People who kept beer cellars might now express some bitterness over the practice, or else dismiss it entirely. Breweries, meanwhile, have generally moved away from encouraging it.”
Artiklen er skrevet af Patrick Dawson, der meget passende har skrevet bogen Vintage Beer. Til stadighed den bedste bog jeg har læst om øl.
Men hvorfor er det, at ølkælderen er uddøende?
Er det en generationsting?
Noget der hører os førstegenerations craft beer-drikker til?
(Og ja, det er en definition, der er åbent for fortolkning, men spil lige med.)
Er det fordi, at de sorte øl efterhånden er så massive sukkerbomber dopet på smagshormoner, at et par år i en mørk kælder gør fuck all for smagen?
Er det fordi haze og hype ikke vinder noget ved lagring?
Jeg gad godt læse Patrick Dawsons bud, men …
Mon ikke virkeligheden handler om, at både øllet og øldrikkerne har rykket sig?
Hvad de har gjort i al den tid, øl har været oppe i tiden.
Vildere, stærkere, ældre – session, surt, specielt – ølverdenen er en bølge i evig bevægelse, der går op og ned, bringer nye ting med sig og trækker det gamle ned og drukner det i mørket.
Jeg har omkring 50 øl tilbage i kælderen. Et antal, der forsat vil blive minimeret det næste stykke tid.
Det er dog ikke planen at ramme nul. Til det er min glæde ved Stjernebryg med en håndfuld år på bagen for stor.
Men min interesse i at investere og se, hvad der sker, hvis en given øl får et par år i kælderen. Den er så tæt på nul som den kan komme.
Og dét er åbenbart en del af en trend.