Forleden i supermarkedet sneg jeg en Erdinger hvedeøl ned blandt de andre varer i et pludseligt anfald af nostalgi.
De unge blandt jer vil måske ikke forstå det, men der var engang, hvor hvedeøl var noget tæt på eksotisk.
Det var øl, der smagte af noget andet end øl.
Eller måske bare af en anden slags øl.
Tidspunkt?
Omkring årtusindeskiftet, altså for et sølvbryllup siden.
Jeg prøver engang imellem at stykke starten af min interesse for øl sammen.
Det er som regel kun brudstykker, der kommer frem.
At købe Fosters i Fakta, fordi det var udenlandsk.
At gå på Carlsens Kvarter og i blinde vælge øl fra kortet – og ramme forkert så uendeligt mange gange.
At slå vejen forbi bageren, der lå tæt ved hovedvej A9. Fordi de dage, hvor toget ikke kørte og pendlerturen fra Odense til Svendborg blev gjort i bus, der gik vejen lige forbi. Her var der et køleskab med øl fra Refsvindinge. Det var også noget andet.
Det er det i glimt.
Så var der de større ting, som for eksempel hvedeøl. Der var tilgængelige, noget dyrere end almindelige øl, men også en fornøjelse at drikke.
Også æstetisk, i hvert fald efter jeg fik fat i et par ægte hvedeølsglas.
Højt hævede og højt hævet skum.
Det var en evig diskussion, hvorvidt Franziskaner, Paulaner eller Erdinger var bedst. En diskussion, der vist aldrig fandt sit svar.
Og så en dag, så var løbet ligesom kørt.
De danske bryggerier blomstrede op, det sorte øl fandt vej ind i min verden og hvedeøllet forsvandt, for aldrig at blive set igen.
Hvedeøllet blev det kedelige alternativ i forhold til alt det andet, der dukkede op.
Nu ligger flasken med Erdinger så i køleskabet.
Den har endnu ikke været det mest spændende alternativ, blandt flaskerne derinde.
Hvilket er sigende.
Men måske en dag.
Og måske hvedeøl stadig kan noget.
Jeg kan faktisk ikke helt huske det.