fredag den 2. februar 2024

Q&A 2024: Bad Seed Brewing


Som det sidste bryggeri, der er det Stovts bud på årets bryggeri 2023 - Bad Seed Brewing - der leverer svar til årets Q&A. Pennen er blevet ført af Fredrik Hector Schmidt.

1: Hvad var det mest positive i 2023 for bryggeriet?
Først og fremmest indledtes året jo med, at vi blev udnævnt som Årets Bryggeri til Danish Beer Blogger Awards - og oven i købet også vandt både førstepladsen (for Bourbon Barrel Aged Colossus) og tredjepladsen (for Slice of Sunshine) i Årets Øludgivelse. Det var i sagens natur enormt stort - et kæmpe skulderklap fra kunder, kolleger og kritikere.

Desuden har jeg også for første gang siden bryggeriets opstart haft følelsen af, at vi ikke har været presset af udefrakommende faktorer - corona, inflation, energikrise og en helt fucked supply chain - som ellers har kendetegnet landskabet længe.

Det har givet en ro i det daglige arbejde, og har frigjort nogle mentale reserver til det kreative, som har gjort en enorm forskel.

2: Hvad er det for et år, I som bryggeri kigger ind i?
Vi ser ind i et år, hvor kreativiteten og eksplorationslysten stadig vil flyde fra Gudumholm. Vi ser ind i et år, hvor vi tager Bad Seed Beer Fest endnu et skridt fremad. Og vi ser ind i et år, hvor mange af vores tønder er modne til udgivelse. Alt sammen enormt positivt.

Frem for alt ser vi ind i et år, hvor vi vil fortsætte den rejse vi er på: hele tiden at dygtiggøre os, blive ved med at være nysgerrige, og være i bevægelse, og altid sørge for, at de, som drikker en Bad Seed får fuld valuta for pengene.

3: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2024?
Ølbranchen er udfordret - det bevidner de triste statistikker fra 2023 tydeligt, hvor vi har sagt farvel til alt for mange dygtige kolleger. På trods af dette, har vi stadig et ganske højt kvalitetsniveau i Danmark, og udfordringen for de danske bryggerier bliver, at barren vedblivende skal hæves, hvis vi skal holde os relevante.

Der er et pres fra udenlandske craft-bryggerier, der er blevet store nok til at have en helt anden economy-of-scale end os små danske bryggerier, så pludselig er importeret craft beer ikke nødvendigvis dyrere end det danske. Derfor er vores opgave at lave øl af en højere kvalitet, så folk har lyst til at vælge dansk frem for udenlandsk.

4: Hvilken øl er I mest stolte af at have brygget i 2023, og hvad gør den noget særligt?
En af vores helt store favoritter fra 2023 var vores Neu Zealand - en øl, som bygger bro imellem to ølstile vi elsker - Knasende sprød pilsner og tør, bitter West Coast IPA. Den smager simpelthen bare himmelsk.

Jeg er også meget stolt over vores opfølger til Bourbon Barrel Aged Colossus - altså 2023-udgaven - som i al beskedenhed er en endnu bedre øl, end den oprindeligt var. Og det siger ikke så lidt.

5: Hvem i ølbranchen fortjener et skulderklap?
Jeg synes, at Jeppe og Simon fra nu desværre hedengangne Hazy Bear fortjener et kæmpe skulderklap - jeg kommer til at savne Hazy Bear, og jeg synes, at dansk øl er blevet fattigere, efter de måtte lukke.