I dag er det Jakob Nørby Houmøller fra Gamma Brewing, der sætter svar på årets Q&A-spørgsmål.
1: Hvad var det mest positive i 2023 for bryggeriet?
Helt overordnet har det mest positive for Gamma i 2023 været, at vi fortsat har formået at vækste vores salg, produktion og kundekreds til trods for de ugunstige markedsvilkår, branchen som helhed har været stillet overfor.
Derudover har vi fortsat udviklet nye øl, optimeret de eksisterende og har søsat nye spændende initiativer.
Et par highlights for os har været vores Wave Function Festival i August, som kommer igen større og bedre i 2024, opstarten af KRØL bar i Malmö med 12 haner Gamma-øl, at vi blev Børsen Gazelle for 3. år i træk, og at vi pt. (12. december) ligger ret godt i svinget til at vinde Breinholts julekalender med vores Freak Wave IPA, på samme facon som vi vandt i 2021 med Big Doink.
Alt sammen dejligt, og noget, som giver gåpåmod i en svær tid for branchen.
2: Hvad er det for et år, I som bryggeri kigger ind i?
Gamma kigger ind i et endnu spændende år, hvor vi har rigtig mange planer, projekter, events og tiltag som vi skal søsætte og eksekvere på - det glæder vi os meget til.
Med det sagt, bliver det højst sandsynligt også endnu et svært år, hvor branchen stadig vil være presset af høje råvarepriser, nye ESG og bæredygtighedskrav, fortsat høje renter, lav forbrugertillid og stor konkurrence.
Så vi kigger ind i et år, hvor vi skal træde varsomt, men samtidig ikke hvile på laurbærrene - vi sætter alle sejl ind for fortsat at være et af DK's bedste bryggerier i det kommende år på alle de fronter vi kan.
3: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2024?
En kombination af økonomi- og likviditetsstyring, heftig konkurrence på markedet, pres på slutkundernes købelyst, bureaukrati og høje råvarepriser.
En giftig cocktail, som desværre allerede i 2023 har betydet farvel til en håndfuld bryggerier her i landet - en kedelig tendens vi nok også ser videre ind i 2024, fordi markedet og branchen virkelig er hårdt presset på nuværende tidspunkt.
Der er lys for enden af tunnelen, men jeg tror stadig, vi er et godt stykke væk.
4: Hvilken øl er I mest stolte af at have brygget i 2023, og hvad gør den noget særligt?
Jeg tillader mig at sige 4 øl, nemlig vores Doink-serie, som er en udvidelse og spin-off af vores mest populære og ypperste flagskibs-øl, Big Doink double IPA på 8%.
Vi lavede en serie bestående af Little Doink på 4%, Doink på 6% og Bigger Doink på 10%, som alle baserer sig på samme grundopskrift og humlekombination, men med varierende alkoholstyrke. Det var en meget lærerig øvelse, og helt bestemt noget, der var med til at udvikle os som bryggeri.
Samtidig var serien utrolig populær hos alle vores kunder, og vi fik rigtig meget, og rigtig god, feedback - så det er 100% noget, vi planlægger at gentage i 2024, men dog ikke helt samme format. Følg vores sociale kanaler og nyhedsbrev, da vi snart annoncerer planerne.
Som "honorable mention" nævner jeg også hurtigt vores Dreaming of the Void Stout, vi bryggede i samarbejde med Y Not Brewing. Det er en drømmekage-inspireret stout med kokos, vanilje og karamel - mæsket 3 gange og kogt i over 5 timer, nok noget af det vildeste (og dyreste) vi har udsat os selv for - men resultatet er blevet rigtig lækkert!
5: Hvem i ølbranchen fortjener et skulderklap?
Som det efterhånden er tradition, vil jeg gerne fremhæve branchen som helhed - det kan lyde som en udtjent kliché, men det er virkelig sandt når jeg siger, at sammenholdet, samarbejdet, vidensdelingen og de hjælpende hænder på kryds og tværs er imponerende i sig selv og samtidig en kæmpe fornøjelse at være del af - især når man tager de svære, hårde og udfordrende markedsvilkår som 2023 har budt på i betragtning.