At tænke sig. Der var engang, hvor Høkerbajeren var den gode pilsner.
Skulle det ”bare” være en pilsner, så var den valget. På den måde hævede man sig trods alt en smule fra de store bryggeriers metervareproduktioner.
Dengang det var engang, det er ikke mange år siden.
Siden er der dog stille og roligt flydt flere og flere pilsnere ud på markedet.
Gode bud, bedre bud, dyrere bud – og en del langt værre bud.
Det blev aldrig year of the lager, men pilsneren har bidt sig fast i de nye bryggeriers standardsortiment.
Høkerbajeren er her dog endnu.
Jeg har ikke smagt den i efterhånden en del år, så da der forleden stod et par flasker og kiggede lidt forskræmt på en hylde i den lokale Kvickly, så gjorde jeg op med mig selv, at det var tid til at prøve igen.
Kan den stadig noget?
Altså den smager ganske fint, som den står der i glasset – strågul, med hvid skumkrone og hvad der ellers kan kastes af floskler efter sådan en pilsner.
Høkerbajeren er langt mere elegant og langt mindre gumpetung end både Carlsberg, Tuborg og Odenses bud.
Det er måske ikke en prangende oplevelse, men til en tier inkl. pant, der leverer den varen – og havde jeg købt to, så havde jeg også godt kunne drikke dem begge her i lummervarmen.
En fin øl, til en fin pris.
Hvis Høkerbajeren har rykket sig, så er det dens kultstatus, den er blevet flyttet væk fra.
Dengang, for under ti år siden, der var den det ærlige, oplagte og indenlands alternativ til de stores pilsnere.
Dem er der mange af nu – både gode og dårlige.
Til en tier, der får du dog svært ved at finde en dansk øl, der giver lige så meget valuta for pengene.
Men en bedre dansk pilsner, det kan du godt finde nu – det er jeg ikke sikker på, at du kunne for 10 år siden.