Hvis jeg siger Närke Kulturbryggeri, så er der nok en fair chance for, at du kommer til at tænke på Stormaktsporter. Stormaktsporter er i hvert alt, hvad jeg kender til det svenske bryggeris output – og den har jeg endda stadig til gode at få smagt.
For nylig dukkede der et samarbejdsbryg op i min lokale ølbutik, hvor Närke Kulturbryggeri var den ene part, og det for mig fuldstændig ukendte svenske bryggeri Akia Brygghus den anden.
Rättskaffens Rökporter stod der på dåsen med en skrifttype, du kan finde et sted mellem gotisk og heavy metal på din computers font-liste. Retfærdighedens Røgporter - ja, hvorfor ikke. Den blev købt.
Der er både røg og rug i opskriften, og 7 % alkohol i resultatet, til dem der tæller.
Det er efterhånden sjældent set med røgmalt. Det bilder jeg mig i hvert fald ind - selvom det virker til, at Rauchbier er ved at få et lille comeback.
Røgmalten dukkede jævnligt op i mørke øl for 10-15 år siden, men det er som at den kombination er gået i glemmebogen. Røgmalten afgav ofte også en underlig sød og klumpet smag til øllen, det var svært ikke at blive lidt træt af.
Heldigvis kan vi glemme sødmen.
I Rättskaffens Rökporter bider røgen, som når vinden vender ved bålet, og både aske og røg står ind i dit ansigt. Egentlig ikke voldsomt, men i ét sekund eller to fylder røgen alt.
Skarp, underspillet og balanceret i forhold til baseøllen, der har kræfter nok at spille med, men vælger ikke at gøre det store væsen af sig.
Øllets krop forstærkes af rugen, der giver yderligere bund.
De ristede noter står klart frem.
Røgen er den klædelige kant.
Balancen er upåklagelig.
Rättskaffens Rökporter er en øl af den slags, du gerne drikker igen.
Alt var dog udsolgt, da jeg vendte tilbage til min lokale ølbutik.
Skulle du støde på den andetsteds, så slå til.