Måske er det lidt som med hitlister og playlister. Når en kunstner dør, så finder de ofte deres vej ind på listerne igen, når folk skal mindes eller have stillet deres nysgerrighed.
Selv skulle jeg nå at stille min nysgerrighed med kaffeporteren fra People Like Us, før den var væk. Blandt andet fordi, at den simple sorte kaffeøl, der ikke er søbet ind i vanilje, laktose og anden elendighed er en øltype jeg savner – og gerne lidt kraftigere end det People Like Us byder på.
Dermed ikke sagt, at Oats of Disobedience ikke er en god øl, for det er det absolut – så absolut endda – men jeg drømmer om et comeback til de sorte kaffeøl.
People Like US genopstår åbenbart. Det er forhåbentlig godt nyt for de ansatte med diagnoser, som firmaet har haft en del af – og forhåbentlig får igen.
Spørgsmålet er så om der sidder nogle kreditorer derude med en sjov smag i munden. Det er set i alle brancher at et firma lukker ned og genopstår. Det er fint for firmaet, men har man haft penge ude, der ikke er kommet ind – så må det være underligt, at se et firmanavn trille videre, hvor der ellers var blevet hevet i den økonomiske nødbremse.
Jeg kender ikke baggrunden for konkursen, men bedømt på de blodrøde tal, der optræder i det seneste opgjorte regnskab - 2021 - der må der næsten være nogen, der har brændt fingrene.
Sådan er der så mange gråzoner i en verden, der ville være nemmere at nyde, hvis den var sort-hvid.
(Og indskudt bemærket, men for sent noteret - så er Oats of Disobedience slet ikke en kaffeporter)