Med tanke på, hvor mange varianter af Limfjordsporteren, der efterhånden er blevet lanceret. Så burde vi have set julevarianten komme ridende ude i horisonten med en forventet ankomst omkring de indledende højtidsøvelser.
Som enhver bokser, der skal tilbage i ringen, der er den >>>sagt med dommedagsstemme<<< ”stærkere end nogensinde før” - 9,2 % alkohol klokker den ind på, hvor hverdagsudgaven kun er på beskedne 7,9 % - og som i Hollywoodfilmene, så gemmer der sig noget sødt inde bag det barske ydre – i dette tilfælde portvin og vanilje.
Belært af efterhånden nogle år som øldrikker, så er både vanilje og portvin røde flag, der burde få mine penge til at blive i lommen og flaskerne til at blive på hylden. Selvfølgelig gjorde de ikke det.
Mine forventninger var en vammel nedsmeltning med overdrevne noter af vinøs sødme. Mit førstehåndsindtryk blev i stedet en øl med brændte noter, hvor duften bragte minder frem om barndommens julebageri, hvor vaniljesukkeret hang som støv i køkkenluften.
Limfjordsporteren i juleklæder er en positiv overraskelse af de store. Den er behageligt underspillet, med klare julenoter, som der alligevel skal ledes efter. Den er ikke så rå og kantet som standardudgaven, men trods det mere brændte udtryk, langt mere rund og indbydende. Det klæder den, at smagen af lakrids er væk. Vanilje opleves primært i duften, og er milevidt fra langt de fleste vaniljeøls langt mere vulgære udtryk. Portvinen kommer primært til udtryk i mundfylden, men gør mere væsen af sig efterhånden som øllen har stået lidt. Igen er det antydningens kunst, der udføres.
Med Limfjordporteren i juleudgave har Thisted Bryghus begået en øl, der godt tåler gentagelse. Både i form af flere flasker før jul og som en relancering næste år.