fredag den 30. december 2022

Nytårstalen 2022

Det var vel nærmest det? 2022 kan snart krydses af og få lov til at overgå til historiebøgerne, mens vi tobenede stakler kan få lov til at gå ind i 2023 og se, hvad det har at byde på.

Hvad bød 2022 så på? Cold IPA kom og gik i et tempo, der får Brut IPA til at virke som et længerevarende fænomen. Kölsch kom snigende i selskab med Helles, og jeg spår, at vi, i takt med at priserne forsætter deres himmelfart, kommer til at se flere øl, der ikke kræver de samme mængder råvarer som double det ene og det andet. 2023 bliver year of the drinkability. Dels drevet af efterspørgsel, men også drevet af en økonomisk virkelighed.

Den økonomiske virkelighed kommer også til at have andre konsekvenser i 2023. I løbet af den pandemi vi lige har været igennem, der blev jeg positivt overrasket over, at ikke flere ølvirksomheder måtte lukke. Det tror jeg desværre sker nu. Stigende priser, faldende efterspørgsel og det hele i efterspillet til et par hårde år. Virkeligheden indhenter os nu, og de første er allerede faldet.

2022 blev også året, hvor vi måtte siger farvel til et par ølbloggere. Kaj Framke fra Kajs Ølblog og Peter Myrup Olesen fra Beerticker mistede begge livet til kræft. Jeg kan ikke prale af at have kendt dem, men der findes et billede af mig selv og Peter Myrup Olesen fra en brygdag på Amager Bryghus for ca. 10 år siden, hvor vi ser ud til at hygge os ganske godt i hinandens selskab. Såvel Kajs Ølblog som Beerticker startede ca. samtidigt som Stovt, og begge var omkring min alder – den slags maner til eftertanke.

Stovt har for mit eget vedkommende fundet et fornuftigt leje. Der sker måske knap så meget som der gjorde en gang, men jeg kan stadig mærke, at det kribler i mig, når jeg støder på noget, der irriterer mig - og så er det som regel klummetid.

På skærmen til min arbejdscomputer har jeg tapet et stykke papir fast, hvor der står ”entertain, engage, enlighten”. Det er sådan en hellig treenighed, der er værd at huske, når man på jobbet bevæger sig på de sociale medier. Det er også til dels det, jeg prøver at gøre med Stovt – engage-delen halter. På Stovt er der ikke så mange hashtags og spørgsmål ud i plenum (jeg er altså bedøvende ligeglade med, hvad I har i glasset derhjemme), til gengæld er der grynt, nyheder og kommentarer. Og jeg mener stadig, at Stovt har sin berettigelse og sin plads – selvom det virker til, at der dag for dag kommer flere mennesker til, der er yngre end mig. Det er sikkert også kun et spørgsmål om tid, før der kommer TikTok-dansende ølinfluencere.

Afslutningen på året betyder også kåringer af årets bedste det ene og det andet. Det blev det ikke til det store af i år på Stovt. To kategorier stak så stærkt ud, at der kunne findes en vinder, men spørger du mig om årets bryggeri, så må jeg være dig svar skyldig. Ikke fordi alt er gråt i gråt, men fordi kvaliteten herhjemme har nået et niveau, hvor det er svært at finde ét bryggeri, der for alvor stikker ud. Så kunne jeg så finde nogle bløde kvaliteter frem og kåre ud fra det, men lige på den front synes 2022 at have være kedeligt.

Således afrundet er der kun tilbage at ønske godt nytår og sige tak fordi du gider læse med. Husk at støtte det i dag, du også gerne vil have i morgen. Uanset om det er din foretrukne bar, butik eller bryggeri.

Alt godt

Martin