Det tager lang tid, at få en øl med en påtrykt holdbarhed på fem år til at gå på dato. Fem år har jeg hørt, men i tilfældet ”Hr. Frederiksen”, der gik der en my over seks år før kapslen blev poppet.
Hr. Frederiksen er en af de øl, der altid synes at have været her. Stor, stærk og robust, og skåret ud fra et blueprint fra før fanden tog ved de sorte øl og til lyden af et djævlekor, der repeterende messede ”pastry, pastry, pastry…” trak dem ned til det klisterhelvede, hvor folkesmagen synes at være landet i dag.
Alderen har været god ved Hr. Frederiksen, der er stadig lidt kant, men rynkerne er blevet glattet ud, for det er en smooooth oplevelse, at tømme glasset. Alkoholbidet er helt væk, bitterheden kun en brøkdel af dens oprindelse og karboneringen så blød, at den ville kunne bruges som husmodel i en reklame for Lambi.
Det er sjældent, at en Imperial Stout med denne alder modstår tidens tand så godt som Hr. Frederiksen har gjort – den rammer helt sikkert en peak her, hvor sol, måne og stjerner står på linje, så der er velsmag i ascendanten. Fantastisk, ganske enkelt.