torsdag den 13. januar 2022

Q&A 2022: Svendborgsund Bryghus

Q&A-touren er i dag nået til Svendborgsund Bryghus, hvor Bo Abelgren Ehlers beredvilligt har stillet op med svar.

1: Hvordan påvirkede Covid-19 bryggeriet i 2021?
Hmmm… Det var lidt Copy/paste af 2020. Første kvartal var stille grundet nedlukninger og høje smittetal. Men da der så blev lukket op og smitten faldt, så eksploderede vores ølsalg. Vi ligger som bekendt ret sydligt, og man skal forbi os, hvis man skal i sommerhus syd for Svendborg, og det var der igen mange som skulle i 2021 – dejligt! Desuden havde Sydfyn igen i år rigtig mange danske turister og det smittede af på ølsalget hos os, da vi er repræsenteret i mange lokaler restaurationer, barer og specialbutikker.

2: Hvad var det bedste ved 2021 for bryggeriet?
Det bedste i år var, at vi var forberedt på den store efterspørgsel på vores øl. Vi satsede på, at mange danskere valgte at holde ferie på Sydfyn og vi bryggede rigtig meget øl til lager i de stille måneder i første kvartal. Det viste sig heldigvis at være klogt. Desuden fik vi en alkoholbevilling, der betyder at man nu kan komme og besøge bryggeriet, sætte sig på vores terrasse og nyde vores produkter.

3: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2022
Jeg har været tilknyttet Midtfyns Bryghus i flere år, men er så småt ved at trappe ud. Der er blevet ansat en ny Head Brewer på Midtfyns Bryghus i form af Tobias Reick (kendt som medejer af Ølsnedkeren) i stedet for mig. Et helt udramatisk exit og en ansættelse som alle parter er rigtig glad for. Tobias er en kanon fyr og rigtig dygtig brygger, som kommer til at gavne Midtfyns Bryghus. Alt dette betyder, at jeg for første gang kommer til at koncentrere mig 100% om vores eget bryggeri. Det glæder jeg mig til, og der kommer til at ske en hel del for os i 2022 – det er jeg overbevist om?

4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2022?
I skrivende stund (december) buldrer corona igen frem og restriktioner og nedlukninger er p.t. et reelt muligt scenarie. Så jeg tror, at 2022 bliver som 2021 – masser af usikkerhed og høje priser på f.eks. pap, stål og aluminium.

5: Hvem i ølbranchen fortjener et skulderklap?
Det gør de restauratører, barer og caféer m.m., som tager andre bryggerier ind end de store. Dem, der modstår de lokkende tilbud som fodboldbilletter, markedsføringsbidrag, logoparasoller, bord- og bænkesæt m.m. De steder, der ikke binder sig til kontrakter, som holder andre bryggerier ude. Tak til dem, og der kommer heldigvis flere og flere af dem, selvom det går langsomt.


(Spørgsmålene er besvaret 2. december)