tirsdag den 4. januar 2022

Q&A 2022: Observatoriet

Ikke nok med, at Observatoriet blev årets bryggeri på Stovt i 2021 - Simon Toft derfra har også svaret på spørgsmål i årets Q&A. 

1: Hvordan påvirkede Covid-19 bryggeriet i 2021?
Jeg valgte at bruge første halvdel af 2021 på at gentænke min grafiske identitet, og forberede mig på en forhåbentligt bedre anden halvdel. Og ja, ligesom alle andre havde jeg ikke noget salg af fadøl før sommeren. Men heldigvis er Observatoriet et fleksibelt projekt, og man kan sige at øllet bare har brugt et par måneder ekstra på træfade.

2: Hvad var det bedste ved 2021 for bryggeriet?
Det absolut bedste var at opleve den kvalitet jeg fik ud af mine nye foudres. Det var virkeligt over forventning. Jeg tror de fleste der har smagt "Pollux" og "Castor" vil give mig ret i at det er noget virkeligt lækkert øl.

Udover at jeg selv er tilfreds, kan jeg også se at folk virkeligt tager godt imod det der er kommet siden sommeren, og nogle af Untappd ratingerne har været skyhøje. Og selvom jeg ikke personligt bruger ratings, så betyder det bare rigtigt meget når man skal sælge fadøl til ølbarer.

3: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2022?
Jeg får flere nye foudres hjem, så jeg kommer til at bruge en masse tid på at få dem op at køre, og fyldt med godt øl. Men mest af alt bliver det at holde det høje niveau, og gøre det endnu bedre end i 2021.

4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2022?
Coronasituationen er jo det nemme svar. Den vil nok stadig diktere retningen, og man må forblive fleksibel.

Men udover det synes jeg at det vigtigste må være at bryggeriejerne derude husker at tænke over hvilke forhold de byder dem selv og deres ansatte. Det har været det vilde vesten af vækst de sidste 15 år, og man er nødt til at stoppe op en gang imellem og spørge sig selv: Er det fedt, det jeg har gang i? Er jeg glad? Er mine medarbejdere tilfredse?

5: Hvem i ølbranchen fortjener et skulderklap?
Alle de ølbarer og bryggerier som beholdt deres ansatte under nedlukningerne, selvom det var økonomisk hårdt og super stressende at sidde med indberetninger om lønkompensation m.m, og som måske endda i perioder måtte lægge ud for løn til medarbejderne før kompensationerne blev udbetalt.
I har sgu fortjent en klapsalve!

Man kunne også i disse tider, hvor der er snak om sexisme i ølbranchen få lyst til at give et skulderklap til dem, der opfører sig ordentligt i den henseende, men lad os være ærlige og sige at den slags bør vi ikke klappe hinanden på skulderen for - for det bør jo være normalen, ikke?

Webshop.

(Spørgsmålene blev besvaret d. 1. december 2021)