Jeg har i et stykke tid gerne ville skrive om upcycling indenfor øl. Det er en idé, der har rumsteret i mit hoved siden sommerferien. I sidste uge skrev jeg om upcycling til brug i øl. Denne gang vil jeg fokusere på, upcycling af restprodukterne fra øl.
Som i sidste uge tænker jeg, at det er på sin plads, at få på styr på, hvad upcycling er for en størrelse. Derfor denne løse oversættelse af de indledende linjer om ordet fra Wikipedia.
”Upcycling er kreativt genbrug, der omdanner biprodukter, affaldsmaterialer og ellers ubrugelige eller uønskede produkter til nye materialer eller produkter.”
Det er med andre ord brugen af det, der ellers skulle have været smidt ud, til at skabe nyt.
Miljøet har – heldigvis - fået langt større fokus blandt ølproducenterne over de senere år.
Det kan naturligvis diskuteres, om der er tale om egentlig upcycling, når de på Ørbæk Bryggeri opfanger, renser og genanvender CO2 - men det forventes at spare Ørbæk Bryggeri for indkøb af 50.000 kilo CO2 årligt, hvilket svarer til op imod en halv million kroner.
Det kan også diskuteres, om der var tale om egentlig upcycling, da Carlsbergs bryggeri i Fredericia tog deres nye vandgenindvindingsanlæg i brug i maj, der muliggør at procesvandet fra produktionen genanvendes og dermed sænker vandforbruget pr. produceret liter øl fra 2,9 liter til 1,4 liter – men med en forventet besparelse på 500.000.000 liter vand årligt, der taler det sit eget tydelige sprog.
Begge er eksempler fra det sidste års tid, der egentlig var gået under min radar. For når jeg tænker restprodukter, så tænker jeg noget fysisk – og i tilfældet øl, der er det primært masken, der har haft min fokus. CO2 forsvinder op i den blå luft, vand forsvinder ud i kloakken – og ude af øje er måske ude af sind, men jeg er næsten sikker på, at der er mere at hente dér, både i forhold til økonomi og miljø.
Masken er dog stadig det fysiske bevis på, at der er blevet brygget øl. Skal det bortskaffes som skrald, så koster det kroner. Det har de fleste bryggerier luret og derfor har en overflod af dem også en aftale med en lokal landmand, der kommer og henter masken til dyrefoder. Det har flere fordele. Det er godt materiale til de sociale medier, det er for det meste en fleksibel løsning for bryggeriet og i forhold til miljøet, der skal det sjældent transporteres langt og er man heldig, så kan det gå i stedet for soja, majs og andet foder, der er hentet ind fra det store udland.
I en tid, hvor verden åbenbart skriger på produkter med lavere alkoholprocenter, der kan jeg dog ikke forstå, at vi ikke oftere ser masken genbrugt indenfor bryggeriets egne vægge først. Der må være nogle muligheder for at skabe et marked for det, der på udenlandsk hedder small beer. Her genbruges masken og skaber en alkoholsvagere øl. Er udgangspunktet for den første øl kraftigt nok, hvad vi ser en del af i disse dage med både Triple-IPAer og de kraftige, søde Imperial Stouts, der går deres sejrsgang, så ville man måske endda kunne brygge en session-øl på resterne?
Hvis ikke en landmand slæber af med masken, eller der er så meget mask, at landmandsløsningen ikke er relevant, så kræver det også noget logistik, at få sendt masken videre. Der er grænser for, hvor længe en varm og fugtig masse kan ligge.
Og ovenikøbet! Hvis masken skal bruges som ingrediens i et produkt, der produceres kontinuerligt, så kræver det også noget ensartethed. Mange bryggerier synes i dag lidt strengt sat op, nærmest kun, at skyde nyheder afsted. Hvad kan det bruges til, hvis aftageren skal kunne lave et ensartet produkt?
Kort før sommerferien havde Netto et tilbud på Agrain-chips, lavet på bl.a. mask – og af samme grund købte jeg en pose af hver smagsvariant. Ganske gode chips vil jeg gerne indskyde. Lækre, knasende og med et godt bid. Et produkt, hvor brugen af et restprodukt virkelig gav mening.
Jeg gætter forsigtigt på, at den mask, der bliver brugt til chipsene stammer fra produktion af Nørrebro Bryghus’ Bombay IPA. En øl, der produceres så meget af og så ofte, at masken er et ensartet biprodukt, der dermed kan videreforarbejdes til chips uden at der vil opstå de store udsving i resultatet.
Og det er jo fedt, at det kan lade sig gøre.
Men!
Er det i forhold til miljøet en bedre løsning end at servere dem for de lokale køer? Kan det miljømæssigt bedre forsvares, at lave chips på mask end på kartofler? Hvis ikke – går hele idéen så ikke af upcyclingsprocessen? Eller er det nok, hvis det økonomisk er en bedre løsning? Er det nok, at slutproduktet lavet på i dette tilfælde masken, smager godt? Bud på svar er meget velkomne.
Der er flere måder at tage masken i brug på. Jeg så for nyligt en amerikansk artikel, hvor det blev brugt til barley milk og også møbelindustrien har fået øjnene op for restproduktet. Dansk teknologisk institut har kreereret et materiale, der forener plastikaffald og mask eller kafferester – her brugt i en stol, der er designet af Eva Harlou.
Også restlagre af øl kan nu møde en bedre skæbne end kloakken. Vi har set det under lockdown, hvordan fadøl blev forvandlet til håndsprit. Idéen er dog også blevet brugt til indvortes konsum. Hos Fennec Spirits, der er Bad Seed Brewings destilleri, destillerede de en stak fadølskegs, der var ved at gå på dato. Resultatet blev lanceret som en grain brandy.
Der findes utvivlsomt mange, mange flere eksempler på, hvilke upcyclingsmuligheder der er med rester fra ølproduktionen. Nogle kan give en økonomisk besparelse, andre vil mindske belastningen af miljøet – og en del har potentialet til at gøre begge dele. Byd gerne ind i kommentarfeltet, både med tænkte og praktiske eksempler.