Egentlig er der ikke meget, der taler for at Red Wedding skulle falde i min smag. Den er lavet med lactose og har siden været en tur på rødvinsfade. Det første, lactosen, er en uskik – uanset hvad! Det andet, rødvinsfadet, er en øvelse, der sjældent går godt.
Flertallet af mine oplevelser med rødvinsfadlagret øl, har ikke været til den gode side. Og med tanke på, hvor meget rødvin, der produceres her på kontinentet – så ville vi også se langt flere rødvinsfadlagrede sorte øl, hvis det virkelig var noget, der fangende folk. Fadene burde i hvert fald være til at få fat i – men nej. De dukker op en gang imellem som kuriositeter, og så er det det.
Kaffen skal vi heller ikke glemme, for det er der også tilsat Red Wedding. Det er jeg dog anderledes begejstret for i sort øl. Sort kaffe, ja tak. Kaffe med mælk, nej tak. Kaffe med mælk og en rødvinschaser – are you kidding me? Yuk!
Men det fungerer her.
Øllen er svært sort, fyldig og absolut ikke uden sødme. Den er ikke, hverken nu, hvor den har knapt 3 år på bagen eller som frisk øl, et inferno af livlige bobler. Den er sløv og tilbagelænet. Derfor er det også livsnødvendigt, at rødvinen giver den en lille dose syre, der gør, at den ikke bevæger sig hen i pastry stout-land, der af et eller anden grund er blevet en attraktion.
For at holde den på afstand af det søde, for at lokken syren frem og for give den et frisk præg, så vil jeg også anbefale at servere den forholdsvis kølig. I takt med at flasken blev tømt, stod det mig meget klart, at jeg klart foretrak den kold’ish. I de lavere temperaturer har den kant og smager af mere, mens den forsumper en kende i retning af det anonyme i takt med at den nærmere sig stuetemperatur.
Red Wedding holder stadig – også efter et par år i kælderen. Det er ikke lang tid siden, at årets udgave blev lanceret, så du kan sagtens nå at købe to stk. af 2021-udgaven. Én til nu og én til senere.