Derfor virkede det oplagt, at grave en Double Black Mash årgang 2016 op fra kælderen og sætte et par ord på den, når nu Double Black Mash årgang 2021 bliver lanceret på Amager Bryghus på lørdag.
I må forstå, at det var simplere tider dengang. Double Black Mash kom kun i én variant, det vil sige etiketten kom kun i én farvesammensætning. Gråtoner naturligvis, for sådan var det da far var en lille pige.
Nu er der kun minderne tilbage. Og så den tomme flaske på bordet - og minderne om den. På én front tør jeg dog godt love, at årets Double Black Mash ikke adskiller sig fra årgang 2016. Flaskens indhold kommer til at være dundersort.
Da jeg åbnede flasken var der ikke så meget som antydningen af et lille pffft. Lidt liv var der dog tilbage i flasken, men boblerne i glasset var nærmest væk før de var kommet. Til gengæld var der masser af fedme i glasset, der var kaffe i glasset og der var noget, der tenderede et uendeligt mørke i glasset. Hvad der heldigvis ikke var, var sødme.
Meget mere er der egentlig ikke at sige om den. Double Black Mash anno 2016 er mørk og tung som november. Men hvis du sidder godt, og pickuppen lige er sat i pladens rille, så findes der ikke noget så tilbagelænet og storslået som en novemberdag.
Double Black Mash er en øl uden drama, men med volumeknappen næsten i bund. Den toner dog så rent igennem, at det er muligt at klare langt mere af denne kraftudladning end tilsvarende forsøg. En stille og roligt, uendeligt god oplevelse.