Onsdag d. 31. marts postede Christian Andersen på sin blog Durst.nu indlægget ”Øl er noget rod”.
Indlægget rummer seks argumenter for at ølsalget er faldende, og når jeg læser det, så er jeg ganske sikker på, at ingen af de seks argumenter ville kunne finde vej til en top-6 over grunde til at ølsalget falder. Så dette indlæg er mit svar på Christian Andersens indlæg.
Indlægget ”Øl er noget rod” kan læses her.
Salget af øl er faldende – og gudskelov for det. At salget er halveret over de sidste 50 år vil jeg heller ikke stille spørgsmålstegn ved. Men i de seks afsnit Christian Andersen stiller op, der tager de fleste afsæt i craft beer-verdenen og som han selv skriver andetsteds, så udgør salget af ”specialøl” ikke mere end cirka 10 % af det danske ølmarked. Dermed udhuler han selv flere af de punkter han stiller op.
1. Øllets identitet flyder
2. Øl er blevet for mærkeligt
3. Øl har lav status
4. Bundniveauet falder for industriøllet
5. Ingredienserne
6. Bryggeriernes mudrede profil
Jeg vil for eksempel argumentere for, at punkterne 1, 2, 5 og 6 i Christian Andersens indlæg kun giver mening, hvis man befinder sig i en craft beer-boble – og de to sidste argumenter tvivler jeg på har betydning for de, der drikker Tuborg og lignende med velbehag.
Verden forandrer sig. Heldigvis! Da jeg i det meste af 90’erne passede et fritidsjob og et enkelt år på fuld tid som arbejdsdreng/arbejdsmand på det lokale teglværk, der fik jeg et indblik i, hvordan alkohol og arbejdskulturen plejede et usundt forhold til hinanden.
Harry havde altid to øl i sit net når han mødte ind klokken seks. Og gik til købmanden overfor fabrikken når den åbnede klokken syv. Så godt som alle drak øl til frokostpausen halv ni, igen til pausen kvart over ti og igen til middag klokken 12. Flere af gaffeltruckchaufførerne kom til arbejde på cykel, da de ikke ville være i stand til at køre bil inden for den af loven udstukne promillegrænse når de kørte hjem. Til trods for, at de dagen igennem balancerede tonstunge laste i flere meters højde. Og så blev der ved dagens afslutning også drukket fyraftensøl.
Jeg kom alle steder på fabrikken – og alle steder på fabrikken stod der tomme flasker. Selv ved kasseføderen, hvor leret blev smidt ned med en gummiged og ført ind til maskinerne på fabrikken. Vi taler en monstrøst støvet betonkælder fyldt op med en tung maskine, der larmende førte tonsvis af ler frem på et larvebæltelignende bånd. Alle steder blev taget i brug når der skulle drikkes øl.
Jeg er overbevist om, at teglværket ikke var noget særsyn i forhold til alkoholkultur på arbejdspladsen dengang. En kultur, der heldigvis kun tolereres på de færreste arbejdspladser i dag. I takt med at denne form for dagligdags alkoholkultur er ved at sygne hen, der har vi også set mange værtshuse forsvinde. Og igen, det er ikke en udvikling jeg ser som negativ.
Konkurrencesituationen er også en anden i dag. Vinen har gået sin sejrsgang ved middagsbordene – igen en udvikling jeg nødig ville være foruden. Hverdagsvin var uhørt for 50 år siden og udbuddet ville næppe kunne fylde flere sider i weekendens tilbudsaviser som det gør i dag. Rent statistisk, så er forbruget i dag seks gange større end for 50 år siden og dobbelt så stort som for 30 år siden. Og heldigvis for det, jeg ville da nødig skulle undvære et glas Riesling på terrassen.
Og så er der de stakkels teenagere, der skulle tygge sig igennem sig igennem sure, bitre øl for at få en buzz på. De er også så privilegerede i dag, at de i stedet kan få farverigt sukkervand med procenter. Om det er en positiv udvikling kan diskuteres, men at de vælger øllet fra kan de fleste nok forstå.
Synet på alkohol som et dagligdags fænomen har heldigvis ændret sig markant over de sidste år – og der er kommet langt, langt flere muligheder når man skal vælge, hvad man vil hælde i sit glas – heldigvis.
Alligevel forbliver øllet den danske nationaldrik, fordi den nu engang er den sociale smørelse, der binder venner og naboer sammen. Ordet håndbajer siger det hele – for den er lige ved hånden, og der vil den være førstevalget længe endnu.