Udløbsdatoen kunne allerede skrives i datid, da Mike, der dengang arbejdede for Indslev Bryggeri, forærede mig flasken med Sort Hvede. Der fulgte en kommentar med, at jeg qua mine eksperimenter med at lagre øl i kælderen måske kunne få noget sjov ud af den.
Med en udløbsdato i februar 2014, tænker jeg at det ovenstående har fundet sted senere i 2014. Og mon ikke øllen er blevet flasket et års tidligere, altså i 2013 og derfor er omkring otte år nu?
Det er også mest med tanke på en anderledes oplevelse, at flasken nu bliver åbnet. Med sine 6,5 % er den på papiret slet ikke kraftig nok til at have lagringspotentiale - og hvedeøl er generelt ikke et hit til kælderbrug. Der skyldes blandt andet nogle estere, der ikke er særligt langtidsholdbare og nogle hvedeproteinerne, der heller ikke er egnet til lagring.
Bliver det en oplevelse efter bogen, så er det en tynd og smagløs øl, der venter.
Det er en del år siden jeg sidst har drukket Sort Hvede. Jeg husker den som værende i den søde ende af de sorte øl – og som en ganske ordinær øl.
Det er også en del år siden, at jeg sidst har fået en hvedeøl, men jeg er næppe den eneste, der har brugt hvedeøllen som gateway drug til noget andet end bare pilsnerøllet. I selskab med Fosters, Budweiser og lignende var hvedeøllene fra Franziskaner og/eller Paulaner nogle af de første importøl, jeg bemærkede på Faktas tilbudshylder. Hvedeøllene kunne noget dengang. De var et skub ud i den store vide ølverden, der så sidenhen bare er blevet større og større – og i takt med det er hvedeøllene kommet længere og længere væk. Bare ikke lige nu, hvor en aldrende en af slagsen skal testes.
Duften er sød. Nærmest ikke til stede, men sød. Grundet øllets mørke farve er det svært rent visuelt at bedømme, hvor afpillet kroppen er. Skudt fra hoften gætter jeg på, at denne aldrende Sort Hvede er mere gennemsigtig end normalt – men det er et gæt.
Krop er der intet af, smagen har også komprimeret sig til delelementer af det, der var engang. Det er ikke engang værd at tale noter, for det er i bund og grund bare harskt karamelvand. Og det er ikke noget jeg hverken kan, vil eller lyster, at drikke en hel flaske af. Alene eftersmagen er som at vågne uden at have haft tid til tandbørstningen aftenen før.
Men det er sjovt at smage en øl som denne, det er interessant, det er fascinerende. Det giver noget at vide, hvad der sker ude på den anden side af den sunde fornuft. At trække en hverdagsøl som denne ud i ekstremerne, ved at lade den vente i knap og nap otte år.
Så tak til Mike for tanken for alle de år siden.
