Året er nyt, spørgsmålene er nogenlunde de samme som de plejer, men afspejler tiden vi lever i. Denne gang kommer er det Jens Lynge Larsen fra Spybrew, der svarer.
1: Hvordan påvirkede Covid-19 bryggeriet i 2020?
Som alle andre bryggerier oplevede Spybrew et mere eller mindre ”FULD STOP” på efterspørgslen af fustager til de ølbarer, som vi leverer til, da de første restriktioner ramte. Men for at være ærlig, så ramte restriktionerne tidsmæssigt lige midt i den istandsættelse, som vi igangsatte i starten af året.
Det betød, at vi for en tid kunne fokusere på at sætte de nye lokaler i stand uden samtidig, at skulle brygge de to til tre bryg, som vi typisk brygger om ugen. Og fordi Spybrew er et af de mindre bryggerier, så har det været let for os at skifte fra 50/50 keykegs/flasker til nu næsten udelukkende at tappe på flasker.
Nedlukningen og restriktionerne har vi oplevet har haft en positiv afsmitning på folks interesse i at støtte op om Spybrew. Det har været overvældende og faktisk kæmper vi for, at kunne følge med efterspørgslen på vores flaskesalg direkte fra bryggeriet.
Vi har også måtte tænke anderledes, når nu vi ikke har kunne afholde arrangementer i bryggeriet og i årets sidste måneder har vi også holdt virtuelle ølsmagninger. Det kræver lidt tilvænning som brygger, når både de fysiske deltagere og ikke mindst stemningen udebliver og man i stedet er hensat til at stå og tale ind i et kamera.
2: Hvad var det bedste ved 2020 for bryggeriet?
Det bedste, der er sket for Spybrew er, at bryggeriet er blevet flyttet fra kælderen i huset til de nye lokaler på Arnold Nielsens Boulevard 71. Det har virkelig været en game changer.
Fra hele tiden at skulle lege Tetris for at få plads - til nu at have omkring 150 kvadratmeter at boltre sig på. Som tidligere nævnt skete istandsættelsen imens Danmark lukkede ned, og derfor var det muligt med nogle lange istandsættelsesdage, så vi i august kunne holde vores åbningsfest. En fantastisk dag, der trods en begrænsning på 100 personer, var det perfekte startskud på den nye lokation for vores lille hemmelige bryggeri. En dag, hvor bryggeriets egen pølsevogn ”Skinkekutteren” fik lov til at stille sulten på alle de festglade deltagere.
Samtidig har vi valgt at købe en dåsetapper, så vi i det nye år kan begynde at tappe Spybrewøl på dåser også.
3: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2021?
De nye lokaler betyder, at det nu fysisk er muligt for Spybrew at køre en kontinuerlig brygning uden at løbe tør for plads og forhåbentlig kunne følge bare nogenlunde med efterspørgslen. Det nyeste tiltag bliver at få taget dåsetapperen i brug. Det glæder vi os meget til. Så kan vi tappe fire dåser ad gangen i modsætning til flasketapningen, som var én ad gangen.
Vi skal også have fundet en naturlig balance omkring åbningstider og arrangementer ved bryggeriet. Så man kan sige, at nu er rammerne på plads til et spændende bryggeriår, hvor vi får procedurerne ordentligt på plads. Men en ting er sikkert, vi kommer til at holde en hel del arrangementer i løbet af året, når COVID-restriktionerne forhåbentligt aftager, for det er muligt med de nye lokaler og området udenfor bryggeriet.
4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2021?
Udfordringen for 2021 bliver afgjort fortsat at navigere i det uforudsigelige miljø, som COVID-restriktionerne skaber. Det er umuligt at forudse, hvornår der igen kan sælges øl på fustager til restauranter og ølbarer, hvornår man igen som bryggeri kan deltage i events, afholde ølsmagninger m.m.
Indtil vi på den ene eller anden måde er igennem pandemien, stilles der store krav til omstillingsparathed og ikke mindst fantasi hos det enkelte bryggeri, for at kunne overleve, til vi igen får ”normale tilstande”.
5: Hvem fortjener et skulderklap?
Skulderklappet skal i år være til alle de små og halvstore bryggerier vi har i Danmark.
Der er ingen tvivl om, at året har været enormt hårdt og ekstremt udfordrende. Vi er alle små virksomheder, som hverken er økonomisk velpolstrede eller har en stor investor i ryggen og derfor kan den manglende indtjening på grund af COVID-restriktionerne betyde, at drømmen om eget bryggeri kan slukke. Den usikkerhed lever vi alle med i disse tider og det fortsætter nok desværre også i 2021.
Men dette til trods, så er det fantastisk at der stadig er den team-spirit, hvor vi i branchen stadig er kollegaer og ikke konkurrenter. Det elsker jeg!
Samtidig vil jeg også sige tusind tak til alle de øltørstige forbrugere, der husker på og påskønner øl fra de små og lokale bryggerier. Alle dem, der ulejliger sig forbi bryggerierne og køber øllet direkte fra os og derved støtter lokalt. Tak!
(Svarene blev afleveret d. 4. januar)