Året er nyt, spørgsmålene er nogenlunde de samme som de plejer, men afspejler tiden vi lever i. Denne gang er det Simon Toft fra Observatoriet, der leverer svarene.
1: Hvordan påvirkede Covid-19 bryggeriet i 2020?
Fadølssalget blev jo ramt under første nedlukning, så jeg lagde stilen om til dåseøl, og fik en super distributør på i form af Flaneur Liquids.
Det var held i uheld kan man sige! For det er fedt at lave dåser, og Niels er en god mand at være på hold med. Han har slidt i det for at lave nogle fede online tastings!
2: Hvad var det bedste ved 2020 for bryggeriet?
Det har været den superdejlige modtagelse mit øl har fået. Der har været rigtigt gode tilbagemeldinger fra folk både indenfor og udenfor branchen. Og jeg blev jo også nomineret til årets bryggeri helt uden at smøre nogen! Tak til Horsens DØE afdeling!
3: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2021?
For mig er det altid det samme. Jeg følger min egen vision, så på den måde bliver det som det altid er: Jeg søger efter en form for perfektion i både kvalitet i øllet, men også i mit arbejdsliv. Det hele skal hænge sammen.
4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2021?
Jeg må sige, at jeg krummer simpelthen tæer når jeg ser craftscenen i den der julekalender, det er simpelthen det mest fordummende koncept jeg længe har set. Men jeg forstår jo sagtens, hvorfor man siger ja til det, det er slet ikke det, og kudos for at have opnået det.
Men det er nu, at craft-scenen har kvalitet og hype nok til at komme ud til hele Danmark, så vil det kunne lade sig gøre at få en NEIPA ud til Hr og Fru Danmark i den rådne banan? Og vil de købe den igen? Kan craft-scenen rent faktisk komme lige så langt ud som en Anarkist eller en Kissmeyer? Spændende tider.
Men jeg tror, at jeg vil opfordre mine kollegaer til at tænke indad også. Synes du egentlig, at det her er sjovt? Og hvad er succeskriteriet? Er det penge? Eller har du et andet mål med at drive bryggeri? Og hvornår er du tilfreds?
5: Hvem fortjener et skulderklap?
Martin og Tobias fra Bryggeriet Ølsnedkeren! De to har fundet deres helt egen stil, og de sælger øl som aldrig før. Det er en fornøjelse at følge. Og lidt ude af karakter har Ølsnedkeren jo simpelthen fået en flagskibs-øl i form af Karl Smart. Det havde jeg ikke set komme. Men det er jo også en rigtigt hidsig stift.
Men jeg vil faktisk også, igen lidt ude af karakter give mig selv et lille klap på skulderen for Observatoriet. For jeg synes at jeg har stablet et fedt bryggeri på benene, som laver skidegodt øl. Og jeg er glad og tilfreds med den tid jeg putter i det. Det er da rart!
Honorary mention: Philip fra Åben. Jeg mistænker ham dog for at være indeni Duracell-kaninen. Så da der kan stilles spørgsmål ved fair play er jeg er nødt til at nævne ham til sidst.
(Svarene blev afleveret 7. december 2020)