1: Hvad var det bedste ved 2019 for bryggeriet?
2019 har i den grad været et hektisk år for Spybrew. Der er for alvor ved at komme godt gang i salget, og også flaskedelen tager fart. Specielt bryggeriets deltagelse i Natholdets Øljulekalender gjorde, at Spybrew pludselig kom frem i rampelyset. Og til trods for, at der var brygget mere end dobbelt så meget øl, som sidste år, så lykkedes det alligevel at få fuldstændig udsolgt af Santa’s Frosty Nuts. Sikke en oplevelse. Derudover har året været brugt på at forfine brygprocesser og tappeprocesser i bryggeriet. Specielt flaskeølsdelen fylder mere og mere i bryggeriet. Dette til trods for, at der kun sælges flasker fra bryggeriet og ganske få andre steder.
2: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2020?
2020 bliver et år i flytningens tegn. Fra årsskiftet har Spybrew fået fingrene i et 100 kvadratmeter stort lokale, som også ligger i Hvidovre. Det betyder, at første kvartal skal bruges på at sætte det nye lokale i stand. Et lokale, som fremadrettet vil kunne huse ølsmagninger og andre arrangementer, hvor der kan smages på det hemmelige øl. Brygningen af øl fortsætter fra kælderen alt imens lokalet bliver klargjort, så bryggeren kommer bestemt ikke til at kede sig i det kommende år. Derudover skal Spybrew til udlandet et par gange med øl. Så allerede i slutningen af februar går turen til Southern Grist Brewing Co. for at deltage i deres Anniversary. Senere på året kalder Island, hvor Ægir Brugghús åbner dørene for deres første festival. Men samlet set bliver det vigtigste for Spybrew at komme god i gang med at bruge det nye lokale på Arnold Nielsens Boulevard 71.
3: Hvor meget øl producerede I i 2019 og kommer I til at producere mere eller mindre i 2020?
Spybrew producerede omkring 10.000 liter øl og planene er at der skal brygges omkring 20.000 liter i 2020. Så det bliver jo en fordobling.
4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2020?
Uha, den er svær at svare på, for jeg tror at det er meget forskelligt fra bryggeri til bryggeri. Den stigende interesse for alkoholfrie øl og undergærede øl stiller krav til de enkelte bryggerier - specielt de mindre bryggerier, som måske ikke i forvejen brygger disse øltyper. For der er ingen tvivl om, at efterspørgslen stiger her. Derudover tror jeg, at de helt store bryggeriers vækst vil få en betydning for os mindre bryggerier og jeg kan da kun håbe, at forbrugeren forstår at værdsætte kvaliteten og ikke kun prisen. For så skal vi - de små bryggerier - nok klare det.
5: Hvem fortjener et skulderklap?
Det gør de ølbarer, som værdsætter øl fra os små og uafhængige bryggerier og som støtter os ved at købe øl fra os. Og det gør mine bryggerikollegaer, med hvem vidensdeling er den allermest naturlige ting ved at være brygger.