Igen i år starter Stovt året op med en rask omgang Q&A, hvor de medvirkende bryggerier indsendte deres svar da 2019 var ved at blive til 2020. Denne gang er det Frederik Hoppe fra Hopp.beer, der leverer svarene.
1: Hvad var det bedste ved 2019 for bryggeriet?
Det bedste for Hoppe.beer i 2019 var helt klart en række af nye øl, jeg gav mig endelig tid til at udgive en masse nye øl, især Saison, frugtøl og surt. Jeg begyndte også at få lidt mere gang i mine trætønder, noget der helt klart skal være endnu mere fokus på i 2020.
2: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2020?
Uha, der kommer til at ske en masse. Lige om lidt kommer der et reboot (v 2.0) af Hoppe.beer da jeg udskifter og udvider min bryggekapacitet til 500 liter og mulighed for en daglig produktion på 1000 liter. Dertil kommer et øget fokus på kontraktkunder, blandt andet upcoming bryggere uden bryggeri, som har mod på at prøve branchen af under mine vinger. Ja, og så er der flere ting på vej, men mere om det senere.
3: Hvor meget øl producerede I i 2019 og kommer I til at producere mere eller mindre i 2020?
Jeg husker ikke lige tallene, men jeg oplevede en fin fremgang i volumen, noget jeg håber og forventer fortsætter!
4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2020?
Største udfordring er todelt som jeg ser det. Kombinationen af en hulens masse bryggerier og et begrænset antal haner i landets ølbarer gør at branchen er hård. Dertil er der et øget fokus på 'craft' fra de store bryggerier, og antallet af sub-brands er massivt stigende. Disse elementer af konkurrence er det ene element. Det andet element er at fortsætte med at påvirke vores kunder, forklare for dem at grunden til at en håndlavet øl fra et lille dansk bryggeri koster for eksempel 35 kr. på flaske er at udgiften til en lille produktion er vildt høj sammenlignet med en fabriksproduceret (i udlandet) øl.
5: Hvem fortjener et skulderklap?
Ingen nævnt, ingen glemt! Der er en masse fede bryggerier derude, som ikke er bange for at prøve at lave andet end pale ales og stouts. Det tager jeg hatten af for. For uden udvikling og bevægelse i branchen, så ender vi alle med en type Carlsberg på flaske om få år.