Igen i år starter Stovt året op med en rask omgang Q&A, hvor de medvirkende bryggerier indsendte deres svar da 2019 var ved at blive til 2020. Denne gang er det Søren Parker Wagner fra Dry & Bitter, der leverer svarene.
1: Hvad var det bedste ved 2019 for bryggeriet?
2019 var et meget begivenhedsrigt år for os. Vi fik for alvor vores dåser ud på markedet og med dem en masse nye øltyper, hvilket har været en fantastisk og interessant rejse. Derudover har vi fået en masse nye dejlige mennesker i vores team, som alle har været med til at skubbe firmaet fremad.
2: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2020?
2020 bliver et ekstremt spændende år. Bryggeriget fylder 5 år, og det skal selvfølgelig fejres! Vi har en masse spændende collaborations i spil, og en række andre spændende events, som skal være med til at fejre fødselsdagen.
Vi ser også frem til et år, hvor vi virkelig kan udfolde os kreativt og skabe nye innovative og skøre øl.
3: Hvor meget øl producerede I i 2019 og kommer I til at producere mere eller mindre i 2020?
Vi har ligget lige over niveau af sidste år, men i 2020 forventer vi en kapacitets stigning i omegnen af 30 procent.
Vores øl er mere populært end nogensinde, hvilket gør os super glade og stolte. Vi bruger derfor energi på at producere den helt rigtige mængde øl ift. efterspørgslen, så vi altid har mulighed for at tilbyde så friske produkter som muligt.
4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2020?
2020 bliver endnu et år med store omvæltninger. Vi tror, at vi kommer til at se de store bryggerier øge deres indflydelse, både på supermarkedshylderne men også i form af deres engagement i opkøb og investeringer i andre små bryggerier. 2020 bliver et år, hvor vi skal lægge os selv mere i selen for at sikre os, at håndværksøl bliver ved med at være relevant i en jungle af andre produkter.
5: Hvem fortjener et skulderklap?
Det er umuligt kun at give ét enkelt skulderklap her, da der er mange flere, som virkelig fortjener det, men jeg vil gerne udmærke 3 bryggerier/initiativer.
GLOW: Det er så uendeligt befriende, at vi endelig har fået et stærkt talerør for de mange seje kvindelige kræfter i branchen. Fremmarchen af kvinder i øl-scenen er med til at styrke branchen og er på alle måder en forbedring, og jeg håber på at se mere af dette velkommen i 2020. Det er simpelthen et fantastisk initiativ.
Slowburn: Sjældent har jeg set noget mere hjertefølt og kreativt i den danske øl-scene end Slowburn. Deres cooperative indstilling, deres hårde arbejde og deres store kærlighed til både øl og mennesker skinner igennem. Og så er øllet af virkelig høj kvalitet!
Åben: Som virkelig har skabt noget i det Jyske, og med udnævnelsen til Årets Bryggeri af DØE sætter de en stor streg under det. Phillip og hans team har virkelig skabt noget fantastisk spændende med liv og sjæl, som jeg ser frem til at følge.