Igen i år starter Stovt året op med en rask omgang Q&A, hvor de medvirkende bryggerier indsendte deres svar da 2019 var ved at blive til 2020. Denne gang er det Fredrik Hector Schmidt fra Bad Seed Brewing, der leverer svarene.
1: Hvad var det bedste ved 2019 for bryggeriet?
Helt klart, at få etableret en stabil forretning, opnå en stigende kvalitet fra batch til batch,og få lagt et godt fundament for fremtiden.
Ud over det, har der været et par andre milepæle. Først holdt jeg med god succes Bad Seed Beer Fest 2019 i august, som var til stor glæde for gæster og udstillere - en succes, der bliver gentaget i 2020.
En anden milepæl fandt sted i oktober, da jeg for første gang kunne præsentere mine øl på dåser. Det er gået godt, og man kan forvente mange flere Bad Seed dåser i år.
2: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2020?
3 ting.
At vedblive at forbedre kvaliteten, og lave en masse dejlige øl. Jeg har en masse ting, jeg gerne vil prøve kræfter med i år, bl.a. fadlagring.
At holde en stabil kurs i forretningen, og prioritere de rigtige investeringer i løbet af året.
Og til sidst, at afstemme arbejds- og familieliv. Jeg har barn nummer to på vej, så det er også vigtigt at kunne indrette mig på en måde, så der også er plads til familien.
3: Hvor meget øl producerede I i 2019 og kommer I til at producere mere eller mindre i 2020?
I 2019 producerede jeg cirka 42.000 liter, og forventer en stigning i løbet af 2020.
4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2020?
Hvert bryggeri har jo sine udfordringer, men jeg tror generelt at udfordringen er at forblive interessant i et marked, der bevæger sig rigtig hurtigt i alle mulige og umulige retninger.
5: Hvem fortjener et skulderklap?
Nu var jeg jo selv igennem hele møllen i 2018, så Slowburn Brewing Co-op fortjener et kip med hatten for at have startet op, for allerede at have en stærk identitet som bryggeri og frem for alt lave nogle rigtig dejlige øl!