Manner, manner, manner… op fra kælderens dyb trak jeg forleden Ten Fidy fra Oscar Blues op. Et blast from the past, der synes at have været her for evigt, selvom det efterhånden er sjældent jeg støder på den.
En evighed betyder i denne sammenhæng siden 2007, der i ølår svarer til en 4-5 æraer. Meget er i hvert fald sket siden den blev lanceret. I dette tilfælde har Ten Fidy kun været her siden 2016, hvor den blev tappet.
Ten Fidy har en stærkt nostalgisk plads i min hukommelse, den var nemlig en af de første sorte øl jeg helt og holdent forelskede mig i. Jeg kan endda stadig huske, at den stod placeret under vinduet i H.J. Hansen da butikken havde den første gang. Og det er da også ved at være længe siden, at jeg sidst er gået til en øl fra kælderen med så meget spænding i kroppen.
Jeg mindes Ten Fidy som en af de øl, der nærmest var indbegrebet af det motoroliemærkat, der fra tid til anden hæftes på sort øl. Tyktflydende, olieret, massiv og med masser af krop. ”Fully roasted and half baked” står der på kanten af dåsen, og den første del af det udsagn kan der roligt sættes to fede facitstreger under. Smagen er som den perfekte sorte kop kaffe, blottet for bitterhed og med en kontant branket eftersmag.
Alkoholen kan ikke smages til trods for de 10,5% - navnet Ten Fidy er en reference til styrken – og som den står i glasset, tre år gammel, der er Ten Fidy en behagelig, lidt anonym og så alligevel brutal oplevelse. Jeg husker den rundere, blidere og fyldigere – og dét på en måde så ”half baked” udsagnet på dåsens kant gav mening, med en krop som en chokoladekage, der langsomt flyder ud. Hvis alderen har gjort noget, så har den i hvert fald ikke rundet hjørnerne, men det er for lang tiden siden, at jeg sidst har fået den til at jeg kan sige noget fyldestgørende om udgangspunktet.
Ten Fidy er den eneste øl på dåse, der foreløbig har haft taget ophold i min kælder. Når jeg googler på, hvor vidt det er en god idé at kælderlagre øl på dåse, så blæser svarene i vinden. Boblerne på toppen af den just indtagne Ten Fidy var små, tætsiddende og langtidsholdbare, hvad de sjældent er på lagrede øl. Måske et tegn på, at dåser er mere lufttætte end flasker? Hvilket jeg forestiller mig også ændrer måden øllet udvikler sig på. Men som sagt, når jeg googler emnet, så er det ikke mange feltstudier, der er foretaget på området.
Til gengæld skrives der en del om, at der er grænser for hvor lang tid den coating, der sidder på indersiden af dåsen kan holde før den opløses – men igen, det virker mere som gætværk end egentlige praktiske erfaringer. I en tid, hvor vi ser flere og flere dåseøl – også af de tunge sorte – der kunne det være interessant at blive klogere på. Men med nul dåser i kælderen, der bliver det ikke foreløbigt herfra.