Det er måske lige vovet nok, at smide stemplet ”vintage” efter denne Imperial Stout fra Samuel Adams, men da jeg endnu ikke er begyndt at bruge stemplet ”kælderfyld”, må det nu engang være sådan.
Lad os skrue tiden tilbage til sommeren 2016. Familien havde pakket bilen og gjort klar til at køre retning Fanø. Det eneste der mangler i bilen, er vand til turen. Det bliver købt under et hurtigt pitstop i den lokale Fakta, hvor den ølinteresserede far i familien noterer et display med blandede øl fra det amerikanske Craft Brewery Samuel Adams (for sådan ét er Samuel Adams nemlig, selvom de omsætter for nogenlunde det samme som Royal-Unibrew). I stakken af øl, der bliver faldbudt til 12,95 flasken er også bryggeriets Imperial Stout. Den bliver købt, både til køleskab og til kælder, og det er hér at historien begynder at bide sig selv i halen, for forleden blev den ene af de to flasker i kælderen taget op.
Her virker det passende at ihukomme de vise ord, der er blevet ytret om at gemme øl væk: En dårlig øl bliver ikke bedre af, at komme i kælderen. Og jeg indrømmer gladelig, at den omtalte Imperial Stout fra Samuel Adams ikke var det store sus til at begynde med. Jeg nåede at smage et par stykker dengang, og syntes at de alle som én havde en sær bismag af mint, som var der blevet tilføjet en klat blå Zendium før kapslen blev forseglet.
Her i år 2019 er minten i det mindste væk, men så er der så meget andet at udsætte på øllen. Lad os dog lige få det obligatoriske bloggerbavl om de visuelle indtryk af vejen: Øllet synes nærmest olietyk da den forlader flasken og den mørke, brune væske, hvis den da ikke snarere kommer i brunt mørke kaster sig mod glassets side og efterlader en overflade dækket af små mokkafarvede bobler som et sidste farvel til flaskens hals.
Smagen går i retning af sød kaffe, med en skarp og branket eftersmag, men altså – i det mindste er der ingen mintnoter. Glasset skal ikke tage mange ture op mit hoved før jeg indser, at flasken mest af alt har fungeret som overflødigt kælderfyld. Der er ingen nydelse at hente. Øllet er i de små tre år, der er gået, blevet vandet, smagen går i løbet af et par minutter over til at være entydigt branket og hele oplevelsen er bestemt ikke prangende. Dommen er da også ganske klar: Denne øl har større værdi i pantautomaten end som nydelsesmiddel – og det bliver også den vej det kommer til at gå for den sidste flaske i kælderen, når jeg på et tidspunkt støder på den.