Da Stovts ølkælder tog sin begyndelse bestod udvalget i kælderen af to typer øl. Dels dem jeg virkelig var nysgerrig på, hvordan ville udvikle sig. Og så dem, der blev smidt i kælderen fordi jeg blev træt af at se dem stå i skabet, ikke helt kunne huske, hvorfor jeg havde købt og ikke havde planer om at drikke foreløbig. Viking Chili Stout hører helt sikker til den sidste af de grupper. Det vil sige: Jeg ved så ganske godt, hvorfor den blev købt. Viking Chili Stout blev kåret som årets danske øl (i den stærke gruppe) i 2013, og købt af samme grund.
Chili i øl er i min bog en af de værste gimmicks derude. En holdning, der uden tvivl er blevet forstærket af min tid som bryggeriarbejder, hvor stedets chiliøl solgte helt horribelt godt, og jeg måtte holde gode miner til slet spil, når kunderne fortalte om dens fortræffeligheder. Læg dertil den sidste testsmagning klokken blodbræk om morgenen før tapningen blev skudt i gang, og du står med et had til chili i øl, der slår ud på alle parametre.
Men! Når nu Viking Chili Stout har holdt sin plads i kælderen indtil for nylig, hvor den blev halet op og sat i køleskabet, så ville det være tosset ikke lige at tage det sidste skridt og smage på den. Fem år er den blevet, og de næste linjer vil nu belyse, om jeg stadig vil betegne den som en fejlinvestering.
Da først øllet er i glasset minder det i hvert fald om øl. Sort krop, moccacremet skumtop og fuldfede gardiner op og ned af glassets kant, da glasset bliver sat i bevægelse. Duften er brændt og sukret. Jeg tænker, at Viking Chili Stout er brygget som sådan en kniv og gaffeløl, der vil kunne serveres i skiver som dessert i mangel af bedre.
Chili er der måske/måske ikke spor af. Det brænder en smule, men det kunne også sagtens være den intense brændte sødme fra øllet. Den har helt sikkert stået for længe. Kroppen er tynd og eftersmagen bliver hængende som en prut, der ikke kan viftes væk. Det er ikke egentlig dårligt, men det her er en øl af den slags, jeg ikke helt kan forlige mig med. En sød og fyldig øl, der vækker samme glæde som udsigten til at skulle spise sig mæt i guldkarameller. Der skal nok være nogen det tiltaler, men klægt er umiddelbart det mest dækkende ord. Chilien er der. I det små. Den gør ikke nogen noget, tværtimod redder den måske lidt af resterne af Viking Chili Stout ved trods alt at give den lidt kant.
Fem år i kælderen er helt sikkert for meget. Etiketten siger mindst holdbar til 2023. Det tror jeg ikke på. Med mindre kurven skifter retning, så er det videre ned af bakke herfra.
