Det virker på mig, som om der stillet og roligt bliver skruet op for konkurrencen, når det gælder salg af øl online. Kihoskh har opgraderet deres webshop, Boxbeers har lige sænket deres fragtrater og kører hårdt på med tilbud og rabatter, Ølkassen virker til stille og roligt at skrue op for ambitionsniveauet og senest er Køl kommet til.
At der kommer flere spillere på banen er umiddelbart et sundhedstegn, for det må betyde, at der er et marked at slås om. Hvilket så igen må betyde, at interessen for anstændigt øl er derude. Spørgsmålet er så, hvor stort et marked det er, for når jeg laver den halvårlige oprydning i Stovts liste over onlinebutikker, så skal der som regel fjernes et par stykker fra listen. Men det virker til, at de helhjertede forsøg på at drive netbutikker bliver hængende.
Selvom salget af den type øl som disse sider leverer er i umiddelbar vækst, så tror jeg også at udviklingen på den del af markedet kan mærkes på udbuddet i de fysiske butikker. Når du med et klik kan finde de øl og ølnyheder du ønsker, og kun er lidt betalingskortsoplysinger fra at få den seneste aftapning af yndlings-IPAen leveret i nærmeste pakkeshop, så kan det hurtigt blive uinteressant at støve den lokale vinhandels hylder igennem for noget nyt. Her er udbuddet smallere og flowet af nyheder knapt så letflydende som det er i netbutikkerne.
Det er pladebranchen om igen. Da netbutikkerne så dagens lys, der gad folk heller ikke længere rende forgæves i pladebutikkerne for at finde den udgivelse de ledte efter. Det betød, at det for pladebutikkerne blev endnu mindre interessant, at bestille de smalle udgivelser hjem, der i højere grad kræver et bestemt publikum og således indledtes en ond spiral, der betød at der til sidst var fuld fokus på top-20, tilbudsvarer og de sikre sælgere.
Det kommer med stor sandsynlighed også til at ske for de fysiske butikker, der sælger øl. Her tænkes der primært på dem, hvor øl blot er en del af sortimentet. De reelle ølbutikker vil stadig kunne tilbyde et miljø, der ikke kan findes på nettet. Hvor folkene bag disken vil deres varer og ved noget om dem. Lidt som vi ser med tilbageværende pladebutikker i dag. Markedet kommer til at tilpasse sig, det brede og let salgbare vil forblive vidt tilgængeligt, mens der vil blive længere mellem det spændende i de gængse butikker – heldigvis er åbningstiderne på nettet ret imødekommende.