Det er ikke meget metal, der er finde på de stovtske pladehylder. Dermed ikke sagt, at det mørke og tunge ikke er repræsenteret, men i form af heavy metal – not so much. Det mørke og tunge er til gengæld repræsenteret i overflod nede i kælderen, hvor også Danish Metal fra Amager Bryghus har holdt til siden 2014. Øllen blev til som et samarbejde mellem Amager Bryghus og Jester King, og var en potent, men ganske ligetil Imperial Stout på 10%. Fire år fik den lov til at få på bagen, før den mødte sin skæbne i form af en trio bestående af en oplukker, et glas og undertegnede.
Danish Metal duftede helt uhyggeligt sødt. Sjældent et godt tegn når man er mig, men som øllen fik lov til at folde sig ud, blev jeg vidne til en art omvendt virkelig. Normalt falder øl til ro når de ældes, Danish Metal syntes mere at være i gang med en fuldblods midtlivskrise af den slags der involverer yngre kvinder, moderigtigt tøj og irrationelle valg.
Danish Metal virker ikke fire år gammel. Smagen rummer lakrids og tobak, og har både kant og bid i sig på en måde, der ikke synes forenelig med øllets alder. Det er noget andet end det jeg husker Danish Metal for. Der hviler en klædelig brutalitet over den, hvor tobaksnoterne slår mere og mere igennem, alt imens den luner op igennem de indledende temperaturstigninger. Da de sidste slatter af øllen køres ned, har temperaturen overskredet den anbefalede serveringstemperatur, og tobak og lakrids har måtte vige pladsen for nogle Madeira-noter, der ikke på samme måde scorer point i min bog. Så; Har du tilfældigvis en Danish Metal i kælderen, så er det min klare anbefaling, at starte på den, mens den stadig er kold.
Og det søde i duften? Det holdt sig heldigvis i næsen.