Jeg truede engang med at whiskyen nu skulle til at gøre sit indtog på Stovt og lavede så efterfølgende ét enkelt indlæg, hvor jeg spillede en whisky op mod en Double IPA fra Gamma Brewing. Det var et ganske fint eksperiment, som jeg gerne har ville gøre efter, men der er en tendens til, at jeg enten sætter mig med en øl eller et glas whisky. Så indtil nu er det blevet ved tanken.
Pt. Har jeg en 15 års Springbank stående i skabet, som jeg halvvejs igennem flasken stadig ikke helt ved om jeg er gode venner med. Havde den været en øl, så havde jeg beskrevet den som malttung. Masser af krop, lidt røg, lidt omklamrende fyldig og en smule for meget alkohol. Men. Nogle gange gør den jobbet alligevel.
Jeg har tænkt, at hvis den skulle sættes op mod en øl, så ville en Wee Heavy være oplagt. Karakteristikaene er tæt på de samme og det kunne være interessant at se om de hæver eller ophæver hinanden når de står sammen. Valget faldt på Margaret of Denmark fra Fanø Bryghus. Margaret of Denmark har et præg af tørret stenfrugt, der giver den et lidt fruity og sødt indtryk, og er måske knap så røget som andre Wee Heavys.
På papiret er de to elementer dog tæt på at være et match. I virkelighedens verden måske knap så meget. Der er for meget punch i whiskyen, den overdøver ganske enkelt alle indtrykkene fra Margaret of Denmark. Den bærer også sine 46% udenpå jakken. Lidt vand i whiskyen havde måske dæmpet den, men min foretrukne tilgang til whisky pt er at skænke den og lade den stå en lille halv time før jeg rører den. Det virker som om det får de heftigste alkoholnoter til at fordufte, men bevarer intensiteten. Noget der let dør lidt ud, hvis man tilsætter vand – især hvis det ikke doseres rigtigt.
Efter lidt famlen blev begge glas tømt. Hver for sig. Når samspillet ikke rigtigt fungerer, må man lade dem optræde som solister. Og det klarede de begge to til godkendt. Som duo var der dog ikke meget at hente. Jeg hælder stadig til min egen hjemmespundne teori om, at DIPA er det bedste medspiller til et glas whisky. Malttung og med et solidt humlespark, der giver noget intensitet, der godt nok ikke kan konkurrere med whiskyen, men bringer de to indenfor rækkevidde.