På Stovts skrivebord ligger der en stak af mere eller mindre krøllede papirlapper med noter og idéer til indslag på Stovt. Nogle består af en enkelt linje, andre er en stribe af uddybende stikord og punkter. Blandt disse papirlapper ligger der også en, hvor der er skrevet en håndfuld stikord til et stykke om distributørerne og deres ageren på Facebook/de sociale medier.
Jeg følger en del distributører på Facebook og deres opslag fylder cirka nul og niks i mit feed, for de fortæller intet, deler intet og oplyser om intet. Det har længe slået mig som underligt, og på en af de omtalte sedler skrev jeg en stribe stikord til forbedringer ned. Den seddel er blevet dømt ude, hver gang jeg har været på jagt efter idéer. Emnet har slået mig som værende for smalt, men nu hvor en af distributørerne lige pludselig er begyndt udøve nogle af idéerne virker det som et godt tidspunkt, at støve noterne af.
Som kunde efterspørger du sjældent en vare, du ikke ved er tilgængelig. Det gælder både øl og andet, men hvis ingen fortæller om tilgængeligheden, så begynder problemet at bide sig selv i halen. Jeg ved at One Pint uregelmæssigt udsender en nyhedsmail, Boxbeers Distribution har en halvlevende Instagramprofil, men ellers mener jeg ikke at være stødt på nogen distributør, der direkte henvender sig til forbrugerne.
Min tanke er, at hvis man som distributør sørger for, at holde et godt oplysningsniveau på eksempelvis sit firmas facebookprofil, så vil forbrugerne kunne se hvilke øl, der er blevet gjort tilgængelige og forbrugerne vil gide følge profilen. Oplysningerne om tilgængeligheden gør øllet relevant at efterspørge i den butik, hvor man køber sine øl. Er der efterspørgsel nok, så er det en dum butik, der ikke reagerer på efterspørgslen. Reagerer butikken på efterspørgslen, så bestiller de næppe kun den ene efterspurgte øl. Vækker du forbrugerens nysgerrighed efter en bestemt øl, så vil forbrugeren påvirke butikken når han efterspørger varen, men det gør han kun, hvis han ved at varen eksisterer.
Jeg kender tæt på ingenting til distributøren Ølhuset. Jeg kender flere af de bryggerier de distribuerer; Ægir, Thornbridge, Siren, Brew by Numbers, Edge Brewing med mere, men som distributør ringer navnet ikke rigtigt nogen klokker. Alligevel har jeg fulgt dem på Facebook gennem et stykke tid, hvor de absolut intet væsen har gjort af sig, men det er som om, at de har oppet deres tilstedeværelse betragteligt i dette kalenderår.
Ølhusets opslag fortæller både om nye tilgængelige øl og hvor øllet er tilgængeligt. Man gør følgerne opmærksomme på nye produkter og understøtter samtidigt sine eksisterende kunders forretning ved at gøre opmærksom på, hvor øllet kan fås. Jeg skal være den første til at påpege, at opslagene mangler noget rent grafisk, hvilket gør dem forholdsvis uoverskuelige, men oplysningsniveauet fejler intet. Og tilgangen er som taget ud af de førnævnte krøllede noter på skrivebordet.
Det kræver nok mere end de lidt mere end 200 følgere Ølhuset har på Facebook for for alvor, at kunne skubbe til salget, men jeg vil ikke tøve med at sige, at dette er et eksempel til efterfølgelse. Når man ser på, hvor mange følgere de forskellige danske bryggerier har, så burde man kunne klemme sig deropad, hvis man har bryggerier nok i stalden, der er er interessante.
Jeg håber flere distributører vil tage denne tilgangsform til sig, indtil da kan man vise at det lønner sig ved at følge Ølhuset på Facebook.