Stærkt inspireret af svenske Beernews.se skyder Stovt 2018 i gang med en hurtig spørgerunde til de danske bryggerier. Denne gang er det Anders Busse Rasmussen, der svarer på vegne af Ugly Duck Brewing Co.
1: Hvad var det bedste ved 2017 for bryggeriet?
Mit markedsføringsgen siger Kinky Cowboy. Men den største oplevelse var for mit vedkommende at vi fik lov til at være med på MBCC. Jeg tror det er de færreste almindelige gæster og andre der gør sig noget begreb om hvilket kæmpe arrangement Mikkeller stabler på benene i hele København i den uge, alt det der foregår bag scenen og hvilket gigantisk logistik og planlægnings projekt det må være. Jeg mener vi er ret privilegerede i DK at vi har en organisation som dem, der på den måde bidrager positivt, og løfter hele ølscenen i Danmark.
2: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2018?
Vi knokler hele tiden hårdt for konstant at hæve vores niveau, og det vil vi blive ved med. Vi vil være en fast del af ølsuperligaen i DK.
3: Hvor meget øl producerede I i 2017 og kommer I til at producere mere eller mindre i 2018?
Vi bryggede en del i 2017, og håber og forventer at brygge en lidt større del
i 2018.
4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2018?
Markedet er meget turbulent i øjeblikket, og jeg tror det bliver vigtigt at forsøge at finde sin plads i den nye virkelighed som kommer til at gælde fremover.
5: Hvem var Danmarks bedste bryggeri i 2017?
Jeg kan ikke sætte navn på et enkelt bryggeri, men der er en gruppe på en 4-5 bryggerier der ligger i et niveau for sig selv. De ved selv hvem de er.
6: Hvad var den bedste danske øl i 2017?
Igen, det er en diskussion jeg egentlig ikke gider deltage i. Jeg synes at den slags må man lade nogle andre end bryggerierne afgøre. Hvis det da overhovedet absolut skal afgøres.