torsdag den 25. januar 2018

Q&A 2018: Flying Couch


Stærkt inspireret af svenske Beernews.se skyder Stovt 2018 i gang med en hurtig spørgerunde til de danske bryggerier. Denne gang er det Kasper Gerdes fra Flying Couch, der er i den varme stol.


1: Hvad var det bedste ved 2017 for bryggeriet? 

Vores udvikling i 2017 har været fantastisk for bryggeriet. Vi har fået styr på anlægget og kvaliteten på vores produkter er steget. Dermed er økonomien også blevet mere stabil.

2: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2018? 
Det vigtigste for bryggeriet 2018 bliver at holde fast i denne retning. Vi ser frem til at udvide kapaciteten og sortimentet. Vi har også i sinde at skifte flasker til 33 cl.

3: Hvor meget øl producerede I i 2017, og kommer I til at producere mere eller mindre i 2018? 
Vi producerede slet ikke nok i 2017 og vi kommer helt sikkert til at producere mere næste år.

4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2018? 
Hele administrationen og bureaukratiet omkring de små bryggerier er forfærdelige. Det er især Dansk Retur System, men også alle de offentlige myndigheder. Der er alt for mange afgifter og vi bruger alt for meget tid og ressourcer på disse ting, som små producenter. (Det handler jo om at få ænderne til at hænge sammen… - citat Kim Christiansen.). En af de største udfordringer i 2018 bliver helt sikkert også at følge med udviklingen i mikrobryg-verdenen, som virkelig har fart på. Kvaliteten, helt generelt, bliver konstant forøget, samt ens egne forventninger til sig selv også stiger. Men det er netop udviklingen af kvalitet og kreativitet, som gør det fedt at være en del af ølverdenen.

5: Hvem var Danmarks bedste bryggeri i 2017? 
Der er en god del at vælge mellem.

6: Hvad var den bedste danske øl i 2017? 
Der er heldigvis også virkelig mange at vælge mellem her.