tirsdag den 9. januar 2018

Q&A 2018: Amager Bryghus


Stærkt inspireret af svenske Beernews.se skyder Stovt 2018 i gang med en hurtig spørgerunde til de danske bryggerier. I dag leveres svarene af Henrik Papsø fra Amager Bryghus.

1: Hvad var det bedste ved 2017 for bryggeriet? 

Det bedste for os på Amager har helt sikkert været at flytte til nye og mere tidssvarende forhold – både for produktion og administration. Vores gamle adresse var beregnet på to ansatte, men efterhånden var vi blevet 6, så vi sad og arbejdede nærmest lårene af hinanden.

2: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2018? 
Nu hvor vores nye set-up er ved at være kørt ind, handler det i høj grad om produktion og konsolidering. Det er ikke helt billigt at flytte og ny-etablere et bryggeri, skulle vi hilse at sige! Med andre ord, der skal noget øl gennem tankene.

3: Hvor meget øl producerede I i 2017 og kommer I til at producere mere eller mindre i 2018? 
Vi ved endnu ikke helt, hvor meget vi når at få brygget resten af året, og beregningen kompliceres lidt af vores produktionstop i 2½ måned. Men vi havner nok et sted mellem 3.000 og 4.000 hl. På Amager definerer vi aldrig konkrete vækstmål, men det er da sjovest at vokse, så det håber vi at kunne fortsætte med i 2018.

4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2018? 
Håndværksbryggerier findes efterhånden overalt, ikke bare i Danmark, men også globalt. Og selv om boomet er for aftagende i verdens førende øl-nation, USA, så åbner der stadigvis i hundredevis af håbefulde bryggerier overalt på kloden. Hvis bare 10% af dem leverer kvalitetsøl, så er det efterhånden nok til at oversvømme verdensmarkedet. Efterspørgslen efter håndværksøl er heldigvis for opadgående, men det virker som om bryggeriernes produktionskapacitet er i endnu større vækst. For mange bryggerier vil udfordringen være den samme, som i de foregående år: simpelthen at overleve. For at trives i et mere og mere globaliseret ølmarked bliver man som bryggeri nødt til at sørge for at se på, om man er fortsat er en relevant aktør. At man kigger kritisk på sin portfolio, og hele siden sørger for, at man har de øl, som kunderne efterspørger – og hele tiden formår at følge med, som trends og hypes skifter, og det gør de efterhånden hurtigere og hurtigere. Vi plejer at sige, at vi ikke er bedre end vores seneste batch. Man kan ikke leve på gamle meritter i denne branche, hvor brandloyalitet er noget, der hører fortiden til, og nye og spændende mærker dukker hele tiden op og frister. De gamle og etablerede bryggeriers fortsatte indtog på ”specialølsmarkedet” overlapper ikke for alvor vores kundesegment – endnu. Men en dag lærer selv de store måske at brygge øl af kvalitet. Og så er det klart, at de med deres store anlæg og meget lavere produktionsomkostninger kan blive en konkurrent for alle. De vil gerne stoppe de seneste mange års tab af markedsandele, og endnu hellere erobre dem tilbage fra os små.

5: Hvem var Danmarks bedste bryggeri i 2017? 
Det er så uendelig svært at pege på bare ét, fordi man kan anlægge adskillige tilgange for ”bedst”. Mikkeller koncernens evne til at fortsat at ekspandere og finde nye forretningsområder er imponerende og inspirerende – også udenfor vores egen lille andedam. I en helt anden ende af spektret har jeg altid fundet Ebeltoft Gårdbryggeri voldsomt undervurderet. I gamle dage bryggede de noget af landets bedste lagerøl, mens de nu med en amerikansk chefbrygger virkelig har knækket koden for det humlede øl. Det bliver spændende at se, om de kan holde niveauet, nu hvor bryggeren er draget hjem.

6: Hvad var den bedste danske øl i 2017? 
Har ikke haft de vildeste oplevelser med nye danske øl fra 2017, men de to bedste danske øl, jeg har smagt i 2017 har begge været fra Ebeltoft, nemlig Farmhouse Saisonen ”La Sacre” og den stærke porter ”Damn Dark Porter”. Begge er endnu bedre end Ebeltofts humlede øl, og de to øl viser, at bryggeriet efterhånden mestrer adskillige stilarter.