torsdag den 21. december 2017

Klummen 26: Årets danske bryggeri

Årets danske bryggeri er blevet kåret med Thisted Bryghus som vinder for tredje år i træk. Jeg kan ikke lade være med at fascineres af de tal, der i den forbindelse er blevet lagt frem. Laver jeg min hovedregning korrekt, så er der afgivet i underkanten af 830 stemmer. Ifølge Danske Ølentusiaster, så har foreningen små 9.000 medlemmer, hvilket giver en stemmeprocent på under 10%, hvilket igen betyder, at Thisted Bryghus er blevet kåret som årets danske bryggeri med stemmerne fra omkring 1% af Danske Ølentusiasters medlemmer. 

Med så lav en stemmedeltagelse giver valget så overhovedet et retvisende billede? Hvis flertallet af de afgivne stemmer peger på Thisted Bryghus som vinderen, så er sejren naturligvis retmæssigt deres, men er det noget at tale højt om, endsige fejre? Skal man klappe sig selv på skulderen for et resultat så få medlemmer har gidet involvere sig i? 

Cirka halvdelen af de afgivne stemmer er afgivet til top 10, hvilket også betyder, at den anden halvdel er ”klattet væk” på bryggerier, der kun har hevet et fåtal af stemmer ind. Hvad ville resultatet have været, hvis man har taget en anden stemmerunde, hvor man kun kunne stemme på top-3, top-5, top-10 fra første stemmerunde? Hvad ville resultatet have været, hvis valget skulle have været foretaget ud fra en begrundet pulje af bryggerier? Skal man sætte en minimumsgrænse på for hvor mange stemmer, der skal afgives for at resultatet er gyldigt, som man eksempelvis ser i politik? Og hvorfor kan Danske Ølentusiaster ikke involvere flere medlemmer til at afgive et simpelt kryds? 

Der arbejdes allerede på formatet for årets bedste øl, her er et andet sted, hvor der skal sættes ind. Hvis man da ikke bare skulle skrotte kåringen. Som den er nu, er den en dårlig joke, der ikke fortjener den omtale den får.

Fra Ale.dk: