Limfjordsporteren har i al diskretion for nylig fået ændret sin holdbarhed fra 1½år til 3år. Rent tilfældigt, er det ikke lang tid siden, at jeg sidst var i kælderen og hive en flaske frem, der cirka havde den alder. Den blev indtaget en aften uden at jeg helt var opmærksom på, at jeg havde grebet ud efter noget med alder. Det gav ikke grund til nærmere eftertanke, men oplevelsen var på ingen måde prangende.
Men! Hvis man hos Thisted Bryghus mener, at Limfordsporteren kan holde sig tre år, så bliver det lige pludselig interessant at dykke ned i kælderens dyb, fiske en cirka tre år gammel flaske frem og se hvordan den smager. Tættest på den ønskede alder var en flaske på 3år og 3 måneder, der derfor blev taget op til nærmere eksamination. Selvom den udvalgte flaske er tre måneder over den nye holdbarhedsgrænse, så vil forskellen ligge så meget i detaljen, at jeg ikke tror det vil i praksis gør den store forskel.
Duften er intens. Masser af lakrids, der flyder fint sammen med en smule røg og det er ikke her, at vi finder problemet. Smagen derimod. Man smager det med samme. Øllet har fået en sur note, nærmest som var den blevet svøbt i en hinde af balsamico. Tankerne går i retning af oxidering. Hvor en frisk Limfjordsporter kommer med en masse kraft, der føles den her træt og forbitret. Det er surt, det er ikke indbydende og det er ikke umiddelbart noget jeg helt kan forstå man som bryggeri vil stå inde for. Jeg har igennem årene smagt en del ældre Limfjordsportere, og det er en note der går igen i højere eller lavere grad.
Jeg forstår ikke, at man som bryggeri vil stå inde for det. Den udvikling Limfjordsporteren gennemgår på tre år er ikke til det bedre og jeg mener ikke, at det er fair at lade kunderne betale for et produkt, der bliver så markant ringere.
Tilbage til halvandet års mindst holdbar til Thisted Bryghus!