På listen over de talløse ting her i livet jeg ikke forstår, der rangerer behovet for at anmelde Imperial Stouts helt dugfriske just efter de er blevet sluppet ud på det frie marked lige udenfor topplaceringerne. Imperial Stouts er øllets svar på b-mennesker, der skal lige være en periode med ro på før de evner at performe helt optimalt. Eventuelt også en kop kaffe. Eller kan man forvente en ujævn præstation, der måske nok kan give et indtryk af, hvad der kan være på vej, men som ikke scorer toppoint. Henover den første halvdel af 2017 smed Amager Bryghus et nærmest uhyrligt antal nye øl på markedet. Blandt dem var der tre Imperial Stouts, der nu har nået et alderstrin, hvor man formode, at de er blevet så modne, at det er fair nok at kigge nærmere på, hvad de kan.
Dario the Dark Don – Double Mash Russian Imperial Stout 11%
Dario the Dark Don blev lanceret I forbindelse med Amager Bryghus 10års fødselsdag. Den er dobbeltmæsket som man også har set hos andre Amager-øl som Double Black Mash og Green, Green Banshee. Man fornemmer slægtskabet, men Dario indtager lillebrorrollen. Den er mere umiddelbar og knap så tung. Hvor dens to brødre i al deres massivitet kan føles som uoverstigelige bjerge at bestige, der er Dario the Dark Don mere en modbydelig tur op af trapperne. Den er intens, den er kras og man fornemmer klart alkoholen, men den balancerer. Der er ristede noter uden alt det bitre og beske, der er kaffe, ikke som den i koppen, men som det der hænger i luften lige efter den er blevet kværnet. Det fungerer, det balancerer, men der er stadig en del kanter, der ville have godt af at blive filet ned. Som med de andre dobbeltmæskede øl fra Amager, der tror jeg slet, slet, slet ikke, at vi er der endnu, der skal mere tid til. Om et år eller to, der er det her et vidunder af en øl. Lige nu, der er den bare virkelig god. (10)
The Mortician – Imperial Stout 10,5%
Bedemanden så dagens lys til årets Amarikanerdag som den eneste sorte øl blandt et væld af andre samarbejdsbryg i det nok svageste opløb, der hidtil er udbudt til en Amarikanerdag. Amagers samarbejdsbryg minder efterhånden mere og mere om de duetplader man ser gamle stjerner ty til når de ikke længere har noget nyt at byde ind med. Hvor man låner hinandens navne i et forsøg på at holde en gryde i kog på et blus, der er ved at gå ud. Jeg er ikke i tvivl om, at det sælger, men hvor ville jeg dog ønske at øllets kvalitet stod mål med markedsføringsværdien. The Mortician er født ud af et samarbejde med Barrier Brewing Co., men minder en del om det sorte ølland man normalt betræder, hvis man kaster sig ud i Amager-klassikere som Pride eller Hr. Frederiksen. Det er fyldigt og rundet, det er tungt og det er blødt og sødt uden at det kammer over. Når det gælder det søde, så kommer The Mortician dog lidt tættere på at kamme over end de nævnte forlæg, der ville ikke skulle være meget mere restsukker tilbage før det ville gå galt. Trods det synes den lettere end de nævnte Amager-klassikere. Også mildere. Måske mindre generøst humlet, eller måske er det hveden og havren, der putter en dæmper på tingene. Den tilsatte kaffe kunne i forhold til min smag snildt have været mere generøst tilsat, den fornemmes, men det væsen den gør af sig skjules af sødmen. Jeg foretrækker mit sorte øl tungere og mere markant end hvad The Mortician kan tilbyde, jeg er dog slet, slet ikke i tvivl om, at der er et publikum for den derud. Forbeholdene til trods, klart en af de bedste blandt årets Amarikanerdagøl. (8)
The Red Hetman – Czarniecki Style Imperial Baltic Porter 11%
The Red Hetman var så lang tid undervejs, at den planlagte lancering måtte udskydes. Af uransagelige årsager gad øllet ikke gære ned og så var der ikke andet for end at vente. Igen er der tale om et samarbejdsbryg, denne gang skal der dog ikke kigges mod vest, men derimod mod det polske i sydøst. De udvalgte partners in crime til The Red Hetman er Pracownia Piwa om hvem jeg aner nul og niks, men løst bedømt på den stigende omtale, så skal man ikke dømme Polen ude som ølland. Den store ukendte faktor ved The Red Hetman er, at der optræder bisongræs på ingredienslisten. Hvad gør det overhovedet ved øl? Skal jeg tro på, hvad jeg er faldet over af anmeldelser, så rummer svaret kanel! Det er heller ikke helt skævt. Første tår kaster tankerne i retning af en meget markant bitter Barley Wine tilsat kanel og lavet med en rå mængde muscovadosukker, der efterlader en markant brændt sødme. Sådan smager den langt hen af vejen. Den mildnes dog markant efter en tyve minutters tid, hvor bitterheden, sødmen og de mest fremtrædende af de brændte noter er væk. Det giver en noget mere tilgængelig øl, der dog stadig smager mere i retning af en Barley Wine end noget som helst sort. Det gør den dog med stor bravour og hvis man kan tale om at ældes med ynde indenfor en tidsramme af tyve minutter, så er det her et klasseeksempel. Min begejstring er også klart størst i det afsnit, der foregår efter de tyve minutter. Indledningsvis savnede jeg noget krop i øllen, der kunne give sødmen og det brændte noget modspil, det behov forsvinder også i takt med at The Red Hetman lynældes. Den røde næstkommanderende er et kikset indlæg, der alligevel ender som et oplæg til en scoring. Den fungerer ikke helt, men når den får lov til at stå, så falder alle tandhjulene alligevel på plads så maskineriet kan køre. (9)