Beerbox er et nyt ølabonnementstiltag på det danske marked. Ikke at der er noget nyt i konceptet, der byder på seks øl pr. måned formedelst 229,- og navnet lyder også som noget man har planket ude i byen, men! Beerbox har kørt/kører en kampagne, hvor man i bedste pusherstil får det første fix gratis og kun betaler de 39,- fragten står i. Det virkede på mig som en god handel næsten uanset, hvad posten valgte at efterlade i postboksen til mig, men! Sjældent har jeg åbnet en kasse øl sat sammen med så uambitiøs en flok øl i. Bedøm selv:
Refsvindinge – Ale No. 16
Nørrebro Bryghus – Ravnsborg Rød
Indslev Bryghus – Spelt Bock
Paulaner - Hefe-Weissbier
Ladager Bryghus – Mørk Satan
Praga – Premium Pils
Første flaske ude af kassen var Mørk Satan fra Ladager Bryghus, hvilket var det eneste lidt skæve indslag. Resten er som man ser rent supermarkedsøl. Jeg vil slet ikke ligge skjul på, at jeg synes kassens sammensætning er røvsyg, ganske enkelt. Havde jeg smidt 229,- efter ovenstående øl, så ville jeg føle mig bollet et vist sted og dét uden forspil, smørelse og søde ord.
De første fire på listen står vel normalt til omkring en tyver i butikkerne. Både Paulaner og Nørrebro Bryghus har jeg for nylig spottet på tilbud til 12,-. Sådan kunne man blive ved og udstille, hvor dårlig en handel kassen er. Eneste potentielle kundegruppe jeg ser for Beerbox, hvis det her er niveauet, er folk uden interesse i øl, der bor uden adgang til dagligvarehandel. Jeg hentede min kasse i Fakta, og der kunne jeg i forhold til det tilsendte have udrettet mirakler for de 229,-.
I en verden, hvor man kan få ølabonnementer i samme prislag hos eksempelvis Boxbeers eller Hopt Shop, der gør det så uendeligt meget bedre, der spår jeg Beerbox en levetid i en underkanten af, hvad man kan forvente for en døgnflue.