Da Stovt i starten af juli besøgte Fanø Bryghus blev der også tid til en snak med stedets ene brygger Steve Rold. Igennem Fanø Bryghus historie har der været flere amerikanske bryggere på bryggeriet, lige som man også har set det på eksempelvis Ebeltoft Gaardbryggeri og Herslev Bryghus. Jeg kan ikke sige mig fri for at være nysgerrig efter, hvad det er, der driver en brygger fra et land, hvor ølbranchen er eksploderet, på tværs af både Atlanten og Nordsøen for at brygge øl på en mindre ø ud for Esbjerg. Så jeg spurgte Steve om jeg ikke måtte høre hvordan han var havnet der.
Historien tager sin begyndelse flere generationer tilbage, hvor Steves forfædre boede her i landet. Efternavnet Rold er det samme Rold som man finder I Rold Skov, og i forlængelse af det har Steve også tidligere besøgt Danmark før han tog hyre på Fanø. Oplevelser han rammer ind med to ord: ”loved it”. Skulle det ikke være nok, så stammer Steve fra Elk Horn. En lille by i Iowa grundlagt af danske udflyttere i starten af 1900-tallet, der stadig værner om danske traditioner.
Der bor kun 600 mennesker i Elk Horn. Han fortæller, at skulle de eksempelvis i biografen var det ensbetydende med en køretur på en god halv time. Ud fra de oplysninger er Nordby måske slet ikke så langt ude på landet, som det føles i forhold til min egen hverdag.
Som sådan var Steve ikke utilfreds med sit daværende bryggerjob på Free State Brewing i Kansas, cirka 350km sydpå i forhold til Elk Horn. Han erkender dog, at han var træt at skulle brygge de samme fem øl igen og igen og igen, og at forfremmelse havde lange udsigter. Der var flere andre ansatte med større anciennitet, der stod længere fremme i køen de næste gange, der skulle udpeges en ny headbrewer. Men! Steves planer om at se sig om efter noget andet lå stadig et par år ude i fremtiden, altså indtil han så jobopslaget fra Fanø Bryghus. Hans kones reaktion på opslaget var ”you have to apply”” og jobsamtalen fandt sted da parret var i Danmark på deres bryllupsrejse.
Steve fik som bekendt jobbet og bor nu på Fanø sammen med hans kone Jessica og deres søn. Jessica er kunstner, men har også lavet en god del af de etiketter, der er kommet fra Fanø Bryghus siden Steve kom til. Blandt andet etiketterne til Mango Mussolini og Malignant Narcissist, der begge parodierer Donald Trump på deres etiketter. Steve runder da også det nuværende politiske klima i USA, da han fortæller om livet uden for USA. Han har allerede understreget, at han ikke har ikke travlt med at vende hjem, men bruger den nuværende præsident til at opridse en tidsramme, hvor han i hvert fald slet ikke har travlt.
Steve trives med den frihed det giver i høj grad selv at styre arbejdsdagene, han sammenligner bryggeriets Kasper Schultz bryganlæg med at køre Porsche og der er grundet bryganlæggets størrelse plads til at chancer. Man kan i høj grad mærke, at hans tilgang til øl skinner igennem i bryggeriets one of bryg. Det handler om drinkability frem for det ekstreme. En mindre monolog om hans tilgang til øl bliver afsluttet med at Steve retter sig op i stolen og slår armene opgivende ud som for at understrege hans pointe: ”I don’t care if a beer is only 40 IBUs”.
Ovenstående citat er ikke samtalens sidste ord, men virker som et godt sted at stoppe. Steve kunne ikke vide, hvad han fik da han rejste til Fanø, men som han sidder og fortæller virker han som en mand, der er landet lige der, hvor han gerne ville hen. Og det kan jeg godt forstå, at man vil rejse langt efter.