Der sker en del ting på Tværgade her i Odense for tiden. Actionen finder sted inde bag Albanis mure, hvor et nyt microbryggeri er blevet bygget op og så vidt vides også taget i brug. I forbindelse med det er Anders Kissmeyer blevet ansat og Kissmeyer er blevet et brand under Albanifanerne. Siden foråret er der dukket øl fra Kissmeyer op som fadøl på forskellige udvalgte barer. På papiret har nogle af dem pirret til min nysgerrighed, men ikke nok til, at jeg har droppet mine normale hangouts og kastet vejen forbi, hvor de har været at finde. Nu er de så også at finde på flaske.
Den ene af Odenses ølhandlere har udstyret en hel hylde med Kissmeyer. Jeg greb fat i de to flasker, der umiddelbart ville have størst chance for at ramme mine smagsløg korrekt og tog dem med til kassen. ”Det er altså mere Kissmeyer end det er Albani” betryggede ekspedienten mig med en troværdighed, der virkede tvivlsom. Men købt blev de, og anmeldes skal de.
Øllene fra Kissmeyer kommer i to serier. Garage-serien, der vist skal ses som standardserien, og så Icons-serien, der er øl fra dengang Kissmeyer bare var Kissmeyer. Jeg valgte en Pale Ale og en sort IPA på henholdsvis 5,5% og 7%. Der var også en session-IPA på hylden, men ellers var stilarterne ikke fra de nabolag, hvor jeg normalt køber ind.
Eftersom afsenderne er Kissmeyer og Albani, så går jeg til de her øl med visse forventninger, der nok tenderer fordomme. Jeg har aldrig smagt en øl fra Kissmeyer (altså da Kissmeyer bare var Kissmeyer), der har blæst mig ned af stolen. Det har altid været solide øl, tenderende det virkeligt kedelige. Anders Kissmeyer har så vidt huskes også været med til at skabe Albani Schiøtz-serie. Indrømmet, det er ikke meget jeg har smagt fra den, men ud fra de få jeg har smagt, der vælger jeg altså stadigvæk hellere en Albani Classic når jeg frekventerer et af de lokale spillesteder, der har lukket ned for andet øl end Albanis.
Jeg skal naturligvis ikke fælde dom før jeg har smagt øllet, men lad mig så i stedet kigge i min krystalkugle og komme med en spådom. Jeg forventer, at dette er øl brygget til det brede flertal. Øl man ikke skal kunne skære sig på, men som harmløst kan glide ned. Mit gæt er at Pale Alen fremstår orange, rundet og malttung, sådan lidt oldschool på den ufede måde om man vil. Den sorte IPA gætter jeg på vil fremstå sød og en smule vandet da den ikke er humlet ordentligt igennem og malten derfor kommer til at fungere som smagsgiver på en måde, der ikke er hensigtsmæssig fordi der ikke opnås balance. De to øl har ved anmeldelsen en alder på henholdsvis en måned og tre uger, så de burde fremstå nogenlunde som de var tiltænkt.
Easy Kiss, Pale Ale, 5,5%
Det første point på fordomskontoen hives hurtigt hjem, da bobler og skum har fundet vej til toppen og efterladt en orange øl under det hvide låg. At øllet er forholdsvist frisk kan smages. Humlen gør mere væsen af sig end forventet, men trækker tankerne tilbage til en tid, hvor bitterhed stod over aroma. Der er blandt andet brugt Comet i Easy Kiss. En humle jeg ikke er den store fan af, den har for mig en spøjs smag og duft af lime, hvilket skinner igennem og stikker upassende ud fra helhedsoplevelsen, især i duft og eftersmag. Easy Kiss kræver modspil, det er ikke en øl til terrassen, græsslåningen eller 3 hurtige til happy hour. Den skal have noget mad, for ikke at blive for tung. I bund og grund som forventet, men alligevel med en smule mere bid end forventet.
Into the Black, Black IPA, 7,0%
Umiddelbart er Into the Black skåret ganske fint, den er pænt fyldig og efterlader en lang ristet eftersmag, der først peaker efter lidt. Inden da når den forbi en lidt spøjs frugtig note, der også kan duftes, hvis man gider stikke næsen nær glasset. Det spiller dog ikke helt. Der mangler noget balance, humleprofilen overdøver (stik modsat forventet) kroppen, hvilket måske med tiden vil udligne sig efterhånden som humlen fader. Slutoplevelsen bliver dog på det jævne, der mangler noget personlighed, noget tyngde, noget rytme eller andet, der ville kunne få det til at spille.
De to testede øl fra Kissmeyer er på ingen måde dårlige, men de er næppe heller brygget med tankerne på mig. Der bliver søgt ind mod midten og de er næppe sat i verden for at rykke alt op med roden og bygge det op igen. De ligger lysår over eksempelvis Schiøtz-serien, hvilket heller ikke kræver en egentlig indsats. Til 30,- flasken bliver man ikke snydt, men jeg vil give mig selv ret i så meget af min spådom omkring dem, at jeg ikke ser nogen grund til at dykke dybere ned i Kissmeyers repetoire.