Stovt gæstede i starten af juli Fanø og inviterede i forbindelse med opholdet sig selv på besøg på Fanø Bryghus. Det blev til en rundvisning og en lang og god snak med Claus Winther, der er direktør for Fanø Bryghus, om det at være et bryggeri i et øsamfund, om de mange amerikanske bryggere, der har været igennem stedet og om ønskerne for fremtiden.
Fanø Bryghus er ikke svært at finde. Når ankommer med færgen til Nordby følger man bare vejen og når vejen deler sig i to og valget står mellem Fanø Bad eller Rindby og Sønderho, så holder man til højre i retning af Fanø Bad og står snart foran det gamle elværk, der rummer bryggeriet.
Da jeg træder ind på bryggeriet kører tappemaskinen, hvad den kommer til at gøre i de fleste af de timer jeg opholder mig på bryggeriet. Stedets to bryggere varetager tapningen, mens to andre medarbejdere går til hånde ved tapningen, mens de også passer deres andre gøremål. Halvanden af bryggeriets lagringstanke skal køres på flaske og da jeg træder ind er det Hvedelyng fra bryggeriets standardsortiment, der arbejdes med. Senere op af formiddagen er det Vadehav, der kommer på flaske og jeg når at smage dem begge mens jeg gæster bryggeriet.
Jeg finder Claus på bryggeriets kontor, der nok er synligt udefra, men som på bryggeriet er gemt væk i et hjørne bag en lang snæver gang, tapperum og andet. Selvom der er højt til loftet når man træder ind på Fanø Bryghus, så skal man ikke se sig meget omkring før man erfarer at stedet er en overflod af kringelkroge, og at hver en kvadratmeter er taget i brug.
Malten er stakket væk under loftet, lige inden for hovedindgangen er et Kasper Schultz bryganlæg klemt op i hjørnet. Tre gæringstanke står modsat bryganlægget på den anden side gangen ind til tappemaskinen, og er yderligere klemt inde bag en håndfuld fade, der rummer noget sort, noget surt og en Quadrupel. På den anden side den brede gang, der skærer igennem bryggeriet og rummer en blanding af bar, bottleshop og lager, der finder man kælderen, hvor stedets ni 2000l lagringstanke må trække maven ind for at kunne være der. Ovenpå på den er der et serveringsområde til smagninger og de der dage, hvor udeservering besværliggøres af vejret. Det er her vi efter turen rundt slår os ned og udveksler spørgsmål og svar.
Fanø Bryghus genindtrådte i min bevidsthed da jeg sidste år gæstede øen for første gang i 25år. I mit hoved bestod bryggeriets sortiment af en stribe standardbryg, der måske nok var tilforladelige, men som ikke trak de store overskrifter. Ud over dem skulle det dog vise sig, at bryggeriet har et sideløbende sortiment, der i højere grad følger med tidens toner i form af Berliner Weisse, NE IPA med mere. Baseret på de erfaringer jeg har gjort med øllene på egen krop er fællesnævneren, at det er meget umiddelbare og let drikkelige øl. Jeg tog i hvert fald en pæn portion begejstring for bryggeriet med mig hjem sidste år, tildelte bryggeriet prisen som årets positive overraskelse i slutningen af året og valgte som optakt til årets ferie at kontakte bryggeriet og høre om De havde lyst til besøg.
Som jeg snakker med Claus, kan jeg dog høre, at min billede af bryggeriets sortiment ikke er grebet helt ud af det blå. Der har været perioder med lav produktivitet, hvor standardsortimentet har fyldt hele produktionen. Det er også der den primære efterspørgsel ligger, eksempelvis udgør Vadehav sammen med Fanø Rav de meste solgte øl fra bryggeriet. Øllene ud over standardsortimentet bliver til i samarbejde med bryggerne, der får lov til at byde ind med, hvad idéer og ønsker de har.
I Odense kan man en sjælden gang imellem opleve øl fra Fanø Bryghus på hanerne hos Christian Firtal, men ellers er det ikke meget man ser til bryggeriet. Derfor er et af mine forberedte spørgsmål også, hvor Fanø Bryghus afsætter sit øl henne. Claus stiller en lidt groft skåret fordelingsnøgle op, der fortæller, at en fjerdedel af øllet bliver solgt på Fanø, en fjerdedel i Esbjerg og omegn og en fjerdedel fordeles til resten af landet. Især Københavnsområdet har man fået godt fat i.
Den sidste fjerdedel dækker eksporten. Her er det især Norge og Frankrig, der tager fra. Det franske salg varetages af en fyr, der efter at have afsluttet universitet var i praktik hos bryggeriet i er par uger. Da han vendte tilbage til Frankrig fastholdt man kontakten og spurgte efter et stykke tid om han kunne have lyst til at importere Fanø Bryghus til det franske, og det kunne han. Den tidligere praktikant ejer i dag et ølimportfirma og har for nylig åbnet egen bar i Paris. Salget til det franske har ført mange overvældende oplevelser med sig, som Claus rundhåndet deler ud af mens vi sidder ved bordet. Pt. arbejdes der på at få en fod indenfor på det tyske og det italienske marked. I Italien har man været i gang siden november sidste år, i Tyskland går man og afventer distributøren, men det skulle falde på plads først på efteråret.
Jeg har på mit papir skrevet sætningen ”den der lever stille lever godt”. Det er ikke meget man ser til bryggeriet på de sociale medier, og helt skævt går det, hvis man klikker ind på bryggeriets hjemmeside, hvor afsnittet om bryggeriet er underskrevet Claus og Ryan. Bryggeriets tidligere brygger Ryan Witter-Merithew forlod Fanø Bryghus i slutningen af 2012. ”Det handler om tid” forklarer Claus kort. Det er ikke viljen, der mangler, men bryggeriet har en størrelse, hvor man er nødt til at prioritere opgaverne benhårdt, fordi der ikke er råd til den ekstra mand, der ville kunne få tingene til at hænge sammen. Man har dog for nylig fået en ny fuldtidsansat, der blandt andet gerne skulle kunne aflaste Claus, så han får mere tid til den type opgaver. Skal der en ny mand ind, så skal der udvides. Der er plads til at bygge et lager ude bagved, hvilket ville frigøre den tid man nu bruger på at hente øl på bryggeriets lagre ude i byen. Den smule lager bryggeriet har nu minder mest af alt om en carport og det er både en upraktisk og ufleksibel løsning. Produktionen vil man også gerne øge med en ekstra tank, så man kan få noget mere øl igennem systemet. Der er idéer og ønsker nok på tegnebrættet, der er bare ikke sat datoer på.
Førnævnte Ryan Witter-Merithew er bare en af flere amerikanske bryggere, der har været igennem bryggeriet. Lige for tiden er det Steve Rold og Ryan Brei, der rører i gryderne, men det er mere tilfældigt end bevidst at bryggeriet har fået et amerikansk præg blandt bryggerne. Da jeg spørger ind til det får jeg at vide, at søger man efter en brygger i Europa, så er der en høj procentdel af lykkeriddere blandt ansøgerne, mens hvis man søger i USA får man langt mere kvalificerede ansøgere, der er bedre uddannede og har mere erfaring. I bund og grund handler det dog om tilfældigheder, men ikke desto mindre tilfældigheder, der nu har gentaget sig af et par omgange.
Mens vi snakker er der blevet åbnet for bryggeriets bar og flaskesalg, hvilket giver en stille, men vedvarende trafik ind gennem bryggeriets fordør. Mange skal bare have en enkelt øl og/eller et par øl til senere på dagen. Få bliver hængende længe selvom det selvfølgelig sker. Bryggeriets bar skal mest af alt ses som en præsentation af bryggeriet. Åbningstiderne, der siger slut sidst på eftermiddagen fortæller da også tydeligt, at man ikke har nogen interesse i at drive værtshus. Vi lander på emnet, hvordan det er at drive et bryggeri på en ø. Og det bliver det emne i løbet af vores snak, der kommer til at mane mest til eftertanke.
Helt lavpraktisk er der det faktum, at det er dyrere. Det koster cirka det samme, at få fragtet en palle øl til Esbjerg Havn, som det koster at få den videre derfra og til København. Men så er der også det sociale, det lokale samarbejde og de positive associationer. For navnet Fanø er positivt ladet, og forbindes af de fleste med sommer og ferie. Endvidere er øen en del af Nationalpark Vadehavet, hvilket man på bryggeriet har valgt at bruge aktivt. Alle flasker er udstyret med nationalparkens logo.
Og så er der det med det sociale. Når man skal arbejde så tæt sammen som man gør i en trods alt mindre virksomhed som Fanø Bryghus, og samtidig befinder sig på en ø, hvor man er i et lille tæt miljø, så er det sociale nødt til at fungere. Claus bander her mere end på noget andet tidspunkt i samtalen, for at understrege alvoren i det. Ingen tvivl om, at det er en prioritet når man finder nyt personale.
Der sælges kun øl i bryggeriets bar og bottleshop. ”Flere har spurgt os, hvorfor vi ikke serverer mad. Det kunne vi da også sagtens, hvis vi inddrog lejligheden, der hører til bryggeriet, men sæsonen er kort, og vi ville komme til at stå i en situation, hvor vi ville være konkurrenter til dem, som vi skal leve af at sælge til”. Man fornemmer hurtigt, at det ikke er aktuelt at udvide madvaretilbuddet på bryggeriet til meget mere end de tre varianter af chips man pt kan få. Sæsonen er kort på en ø som Fanø, men i forbindelse med at færgepriserne uden for højsæsonen er blevet sænket, der håber man at se flere turister uden for sommerperioden. Claus fortæller om, hvor svært det er, at få tingene til at hænge økonomisk sammen for restauratørerne når sæsonen er så begrænset som den er, men han virker til at øjne et håb for, at de sænkede færgepriser kan være med til at ændre på det.
Her stopper vi. Efter et par timer i hinandens selskab runder vi samtalen, og jeg sætter mig udenfor og venter på at tappemaskinen får fyldt flasker færdig for i dag, så jeg kan komme til at snakke med Steve Rold om det at rejse over Atlanten for at brygge øl på en lille ø.
