Som sådan elsker jeg jo egentlig alt ved Twin Peaks. Settingen, karaktererne, musikken, stemningen. Det er bare selve serien, jeg ikke kan holde ud at se mere end fem minutter af ad gangen før jeg bliver mæt. Så nu, hvor alle i mit sociale feed synes at have tygget sig igennem de nye afsnit og kommenteret flittigt nok, der må det være på sin plads med lidt ord fra min side om et af de mere åbenlyse spinoffs til serien.
Consumed 15 Today, Diana: All Galaxy er en 7% NE-IPA fra Evil Twin, der nok nærmer sig det bedste stykke øl jeg har fået fra bryggeriet. Den kan allerede under dens tur fra dåse til flaske duftes langt væk, hvilket i dette tilfælde er en god ting. I glasset er den lys gul med grønne toner, hazy og langt mindre indbydende end NE-IPA normalt er at se på. Til gengæld er smagen langt bedre og mere interessant end man normalt oplever for stilen. Ingen overdreven juice, til gengæld en virkelig stramt styret humleprofil. Ingen øl, der dør fed og træt efter et par minutter, til gengæld en øl der lever oplevelsen igennem og leverer en fantastisk mundfylde. Der er topkarakter på alle balanceparametre, og selv om den er godt tøjlet, så fornemmmer jeg en lidt heftigere humleprofil end man normalt oplever i NE-IPA. Og navnet? ”Consumed 15 doughnuts today, Diane. All jelly”. Anbefales. Helt sikkert bedre end serien.