Jeg tog forleden til pressemøde for den kommende Pale Ale Festival, der i år finder sted 11-14 maj i og omkring Christian Firtal. Stovt har i de senere år talt ned til årets udgave af PAF og 2017 bliver ingen undtagelse.
Festivalen rummer ingen store overraskelser i år, det kommer langt hen ad vejen til at være business as usual. PAF kommer i år til at byde på +120 øl, heraf to styk, der er brygget specifik til PAF. Amager Bryghus byder ind med ”The Lady of the Lake”, der er en 4,5% Session IPA, mens Dry & Bitter Brewing Company byder ind med Shaggy Pale Ale, der er en APA på 5,2%.
PAF kommer i år til at byde på øl fra Ebeltoft, Stigberget, Brewski, Gamma, Brus, Northern Monk, Burning Sky, Evil Twin, Guineu, LOC, Jolly Pumpkin, Borg, Four Pure, Gypsy Hill m.fl. Vanen tro bliver der sessionskift klokken 18. De præcise øllister offentliggør Christian Firtal i dagene op til PAF.
Maden står der Salinaz på, der kommer til at servere sliders festivalen igennem. Søndag bliver der et tømmermandsarrangement, der kommer til at byde på løgnturnering, en best of af slatter fra de foregående dage og mad fra Werners Grill.
Følg arrangementet på Facebook.