Kort før jul blev der fra kælderens mørke gravet to flasker frem, der syntes værdige til at fungere som en art afslutning på det ølår, der var gået. Begge var årgang 2013, begge var fra den første kasse blandede øl jeg satte i kælderen og begge var samarbejdsbryg fra Amager Bryghus brygget i tiden op til det års CBC.
De to, der blev befriet fra deres kulsorte fangenskab og lagt på køl var Xiquic and the hero twins, en double mash cedar infused black pepper Imperial Stout brygget sammen med Cigar City, og Gnädige Frau, en Marshmallow Stout lavet som en hyldest til den amerikanske treat s’mores i samarbejde med Off Colour Brewing. Begge flasker fik cirka en halv time ved stuetemperatur før servering.
Umiddelbart var forventningerne størst til Xiquic and the hero twins. Især var jeg spændt på, hvordan peberet opførte sig efter et par år. Duften lovede godt. Et fyldigt mikstur af læder og chokolade bragede op af glasset. Peberet havde, da øllen blev født, et fint bid, men er over årene tonet ud. Efterhånden som øllen varmede op krøb peberet dog længere frem igen og lagde sig over en bund af lakrids, der heldigvis ikke var overdøvende. Øllen manglede fylde, den havde mistet krop, og hvor der før var humle, var der nu et hulrum, der ikke helt kunne fyldes op. Omvendt havde den også trukket en masse af de forventelige gevinster i lagringsautomaten, og det kunne fornemmes, at det der var baseøllen inde under al peber og humlekrydderiet var blevet en venlig og rundet øl. Xiquic and the hero twins er sangen om gyngerne og karrusellerne om igen. Noget er vundet og noget er tabt, og på bundlinjen er det samlede facit nok cirka det samme som da Xiquic and the hero twins blev lanceret.
Gnädige Frau har til gengæld gennemgået en forvandling, man ellers kun ser i forbindelse med midtlivskriser og skilsmisser. Og som det også er tilfældet i de nævnte eksempler, så er det ikke kun af det gode. Jeg fornemmede det allerede da den blev skænket. Duften fra glasset var en fucked blanding af sure noter og noget udefinerbart brændt. Smagen var en klistret sød omgang, der både fremstod kunstig og fedtet. Umiddelbart gik tankerne i retning af virkeligt stærke Imperial Stouts med masser af restsukker, og når man som jeg ikke er så begejstret for søde øl, så var det et rendyrket overload, at have det blandet op med nogle nærkemiske vaniljenoter. Noget kunne måske være reddet, hvis der var blevet serveret eksempelvis tung, mørk, bitter chokolade til, der kunne have givet noget modspil, men serveret alene var Gnädige Frau sit eget lille freakshow. Det er ikke alt, der vinder ved at komme i kælderen, i bund og grund synes jeg nok, at Gnädige Frau var blevet ganske horribel, der blev i hvert fald meget langt fra drukket op og havde jeg haft flere i kælderen, så havde jeg nok slæbt dem om bag laden og skudt dem.