I det herrens år 2013 forsvandt to øl fra Ugly Duck ind i det mørke, der er Stovts ølkælder. Først for nylig så de dagens lys igen. De lignede sig selv, men folk der kendte dem siger, at de har forandret sig.
Rye Porter og Imperial Vanilla Coffee Porter fra Ugly Duck var noget af det første jeg smed i kælderen da jeg begyndte at eksperimentere med at lagre øl. Selvom tre år i mørket ikke er voldsomt, så burde det være nok til at spore en vis forandring.
Imperial Vanilla Coffee Porter synes ikke at være lagringsegnet. Den er blevet mere mellow og dæmpet i forhold til udgangspunktet, men det er som om kaffen og vaniljen ikke helt kan blive enige om, hvad de skal. Det udligner sig en smule mens øllen står, men mest af alt virker den som en øl brygget med kaffe tilsat noget af det gyselige sirup man fra tid til anden bliver tilbudt at få i koppen. Det er ubalanceret uden at være egentlig dårligt, men det store sus udebliver.
Helt anderledes står det derimod til med Rye Porter. Skal man være helt stringent, så er den med sine 7,8% ikke egnet til lagring, men virkeligheden taler et helt andet sprog. Rye Porter er i udgangspunktet en forholdsvis groft skåret øl, man godt kan stikke sig en smule på. Efter tre år i kælderen åbenbarer den sig dog med en kæmpe mundfylde spækket med kaffe og letbrændte noter. Eftersmagen er et solidt skud mokka og mørk chokolade blottet for bitterhed, der langsomt fader ud. Karboneringen er behageligt tilstedeværende og hele oplevelsen er bjergtagende, men samtidig meget ukompliceret og ukompleks.
Ovenstående flaske Rye Porter kommer til at stå som et af årets helt store øloplevelser. En behagelig, fyldig og venlig øl, der med sin voldsomme transformation virkelig overraskede positivt. Der står én til i kælderen. Jeg overvejer om den ikke burde afvikles mens den peaker.