Vintage: Bells Expedition Stout

Kort før klokken slog sommer fik Mikkeller et parti øl fra Bells Brewery hjem. Øllene blev først solgt via Mikkellers egen bottle shop og cirka samtidigt med lanceringen dér, blev de distribueret ud til resten af landet. Her i den centrale del af landet fik en af de lokale butikker tre varianter på hylderne, blandt andet Bells Expedition Stout, der er en 10,5% Russian Imperial Stout. 

Nyheden om, at der var Bells på hylderne fik Alex fra Rock on Beer til at fælde en lille vemodig tår, da Bells stammer Michigan lige som han selv gør. Det fik ham også til at huske, at der i et af hans mange skabe med øl, stod et par ældre årgange af øllen, hvilket gjorde det oplagt, at vi skulle have gang i en vertikalsmagning. 

Tre årgange Bells Expedition Stout kom på bordet. Smidt på flaske i henholdsvis september 2011, march 2013 og november 2015. Med tanke på, hvor megen forskel vi oplevede da vi smagte os igennem tre årgange af Amager Bryghus Double Black Mash, så skulle der være gode muligheder for en lignende oplevelse her. 

Jeg havde ikke smagt Bells Expedition Stout før, men udgangspunktet er en forholdsvis sød og næsten olieret tung sort øl, der godt kunne virke til at have lagringspotentiale. 

Efter at have skænket øllene op i tre identiske glas, starter et ræs for at se i hvilket glas det mokkabrune skum hurtigst dør ud. Svaret er ikke uventet, at jo ældre øl, jo hurtigere er skummet væk. Næsen flyttes efterfølgende på skift fra glas til glas. 2015 har ikke den store duft, til gengæld har både 2011 og 2013 masser af sødme og vanilje. 2013 dufter mest markant, indtrykkene er mere subtile i 2011. 

2015 er næsten for voldsom i smagen. Masser af sødme, og samtidigt tung og massiv. Det hele bindes sammen af en pokkers masse kaffe, der lige nøjagtigt gør, at helhedsindtrykket ikke bliver for sødt. 2013 er en smule mere dæmpet, men med klare vaniljenoter. Der dæmpes yderligere ned i 2011, hvor vaniljen nu virkelig træder frem. 

I takt med, at øllene får lov til at stå og varme en smule op, forsvinder næsten al duften fra 2011. Til gengæld er der masser af mokka, vanilje og brændt sukker, at finde i 2013 og 2015. 

I smagen er 2015 blevet noget mere balanceret, med klare mokkanoter. 2013 er blevet mere fuldkroppet, sødmen holder en renere tone og er blevet mindre dominerende. 2011 er en yderligere dæmpet udgave af 2013, der balancerer virkelig fint. 

Jeg tror, at jeg vil pege på 2011 som en forsigtig favorit. Udgangspunktet er lige i overkanten sødt til min smag, og det irriterer mig derfor også, at jeg nåede at købe to flasker til kælderen inden smagningen. Med tanke på den udvikling øllene gennemgår kunne det måske være interessant, at lade dem stå markant længere end de smagte og se, hvad der sker. Eller måske bare bytte dem til noget andet.