Selvom etiketten er blevet ændret, så var motivet genkendeligt da jeg under familieferien til Fanø stødte på Beer Geek Slumber Party. En øl oprindeligt undfanget efter en havefest på Fanø i 2012, hvor bryggeriet havde samlet en masse ølnørder til et solidt ølindtag. Opskriften blev undfanget i løbet af aftenen, og tog et par timer at finde dagen efter, men øllen blev brygget og det er så blevet igen. Således lød historien i hvert fald da jeg købte min flaske på bryggeriet.
Vel hjemme på Fyn skulle det vise sig, at der befandt sig en af de originale flasker længere nede af vejen. Så bevæbnet med de to årgange indtog vi baghaven for at måle dem op mod hinanden.
Beer Geek Slumber Party er en Quadrupel, og jeg er ikke Quadrupel-fan. Det er noget sødt stads som fanden har skabt. Faktisk tror jeg at fanden har været inde over skabelsen af de fleste belgiske stilarter, men det er nogle tanker til et andet tidspunkt.
Vi fik fundet matchende glas frem, og simultanskænket vores to øl, så der også kunne nørdes visuelle ligheder og forskelle. Det synes overflødigt at nævne, men med fire år på bagen til originalen, var der mere og et mere vedholdende skum på toppen af 2016-udgaven, da serveringen blev bragt til ende. Mere interessant var den store farveforskel. Hvor indholdet af den nye flaske var sort, var 2012-udgaven holdt i en fin mørkebrun farve. Alkoholindholdet havde også fået et nøk op, fra 10% i 2012 til 10,7%, måske en indikator på, at opskriften er blevet fintunet siden den sidst var i brug.
Duften var også som taget fra to verdener, hvor den ældre Beer Geek Slumber Party var en indbydende blanding af grape og mørkt sukker, var den nye et næseslag med en knytnæve formet som gær. Svært uindbydende, når man som mig synes, at gær som dominerende smagsgiver sjældent er godt.
At øllene var søde, er nok ikke nogen overraskelse. I 2012-udgaven stod såvel sødme som noterne skarpt defineret. 2016-udgaven var en noget mere fyldig smagsoplevelse, hvor noterne flød ud og ind mellem hinanden og var svære at adskille. Over dem alle svævede dog nogle tydelige sherrynoter. Heldigt for øllen gav den intense gærduft ikke udslag i smagsoplevelsen. Som den fik lov til at stå, virkede den også til at samle sig, så smagen blev mindre diffus.
Jeg er stadig ikke Quadrupel-fan, jeg tømte ikke engang mine glas. Alligevel var det meget interessant, at smage de to øl op mod hinanden, og skulle jeg nogensinde finde på at konvertere, så ligger der en ekstra flaske i kælderen jeg kan gå i krig med.