Det er cirka et år siden, at Flying Couch blev herrer i eget hus og rykkede ind under eget tag med Stensbogaards gamle bryganlæg. Jeg greb fat i Kasper Gerdes for at høre, hvordan det første år er gået.
På Kaspers visitkort står der CEO og medejer, men det er en stillingsbetegnelse med modifikationer, der dækker over både stort og småt. ”Altså, min officielle stilling er CEO, men vi er jo en ret lille biks, så jeg hjælper til, hvor jeg kan på alle områder. Jeg planlægger og kommer med inputs til vores øl, og hjælper til ved brygning og tapning, når der er brug for det, og jeg har tid. Samtidig er jeg bestyrer af Søernes Ølbar, så vi kan holde lønningerne på bryggeriet, så lave som mulige her i starten”. Udover Kasper, så består ejerkredsen bag Flying Couch af Peter Sonne, Michael Aaron, Jannik Sahlholdt og Kim Christiansen.
Før Flying Couch fik deres eget, bryggede de deres øl hos Nørrebro Bryghus og på Herslev Bryghus. Og det gør de faktisk stadig. Alle deres økologiske varianter, som Dude, Green Velvet, Phister og Dark Matter brygges stadig på Herslev Bryghus, hvor Peter tager ud og brygger dem.
Normalt kan man forvente, at det er nødvendigt, at rette opskrifter til når man skifter bryganlæg, men indtil videre har det ikke været nødvendigt, da man ganske enkelt ikke har brygget det samme på deres eget bryganlæg som de har hos Nørrebro og Herslev Bryghus.
I tiden op til, at Flying Couch flyttede Stensbogaards bryganlæg fra Pederstrup til København NV, var man på Fyn og testbrygge på anlægget et par gange og lære det af kende. Kasper mener da heller ikke, at den største udfordring i at få eget udstyr ligger i at lære et nyt anlæg at kende, for Peter har altid selv brygget Flying Couch, uanset om det har været på Nørrebro eller Herslev Bryghus. Han indrømmer dog gerne, at det har krævet blod, sved og en del håndører, at få anlægget op at køre i NV. Samtidigt har det krævet en del tid og energi at justere på anlægget efter flytningen og opsætningen.
Som Kasper ser det, ligger den store udfordring nu et andet sted. ”Jeg tror, at de største udfordringer nu bliver, at man kommer til at stå med meget mere ansvar som selvstændigt bryggeri, og kommer til at bruge mange flere timer end man gør på lejet udstyr. Men altså, sådan er det jo med alle nystartede selvstændige firmaer”.
Selvom Flying Couch ikke er et nystartet bryggeri, så har man stadig kun haft eget bryganlæg i omkring et år. ”Det første år, som herrer i eget hus, er gået herrehurtigt. Det har været et enormt stort stykke arbejde at gøre lokalerne egnet til bryggeri, flytte et bryganlæg og installere det i nye omgivelser. Vi har gjort det meste selv, men også med hjælp fra mange af vores gode venner. Det har været en lærerig proces, med mange udfordringer, hvor alle selvfølgelig ikke er lige sjove, men det er ufatteligt fedt endelig at have et sted, som er vores eget”.
For nyligt har man øget kapaciteten med tre 20hl combotanke. En udvidelse, der har været planlagt fra starten og gør det muligt, at forøge Flying Couchs produktion, hvilket Kasper er taknemmelig for. ”Udvidelser har været en del af planen fra starten. Det skal dog siges, at det kun har været muligt at gøre, fordi folk fortsat gider drikke vores øl. Denne luksus nyder vi heldigvis godt af. Så længe folk nyder øllet og kvantiteten ikke går udover kvaliteten er det selvfølgelig en plan vi holder fast i. Lokalerne er også tilstrækkeligt store til at udvide yderligere i fremtiden".
Flying Coach har primært fokus på de humlede varianter. Den øgede kapacitet kommer dog til at give mulighed for, at gøre paletten af udbudte lidt bredere. ”De flere tanke kan give mulighed for at lave sjove eksperimenter som vores cider-øl fusion Snakebite, hvor vi bruger en “cidergær” (det er faktisk en af de 3 strenge fra den nordiske gær), blandet med æblesaft og lagret på calvados fade. Peter er en meget kreativ brygger og har tit nogle sjove og skæve idéer, som vi gerne vil udforske mere. Men det er også vigtigt for os, at lave det meget humlede øl. Det er klart det vi drikker mest selv, og så er det jo heldigvis også ret moderne”.
Jeg forbinder Flying Couch med København. Det er meget sjældent, at vi ser bryggeriets øl i Odense. For et par år siden forklarede Jannik mig, at så længe øllet kunne afsættes i København, var der ingen grund til at sprede salget. Derfor er det heller ingen overraskelse, at bryggeriet har valgt, at slå sig ned i København. ”Vi har hele tiden haft planen om at slå rod i København. Vi var heldige, at finde passende lokaler NV, som var det område vi var mest hooked på. Vi er en flok drengerøve og synes NV er et fantastisk up and coming område, så vi deltager i de lokale arrangementer og viser ansigt så tit vi kan. Vi har stadig mulighed for en del kapacitetsudvidelse i vores bryggeri, som det er nu. Så der går lang tid før vi bliver for store til at være her. Hvis/når vi løber tør for lagerplads, er det noget, som kan ordnes på andre veje, end at flytte”. Efter udvidelsen og den medfølgende kapacitetsforøgelse er der kommet fokus på at komme bredere ud. Derfor arbejdes der lige nu på, at få bedre distribution i resten af Danmark, og på at få øllet ud over landets grænser.