mandag den 5. september 2016

Anmeldelse: Tre styk fra Fanø Bryghus

En del af sommerferien blev for første gang i 25 år tilbragt på Fanø, hvor en del af programmet for ugen var at få smagt øl fra Fanø Bryghus. Egentlig troede jeg, at Fanø Bryghus kun producerede deres standardøl såsom Lynghvede, Stormflod m.m., men udvalget af varianter var noget større end det. En del af forklaringen ligger i, at man har udvidet med en ekstra brygger og nu kan følge med mere end bare efterspørgslen på standardvarianterne. 

I løbet af ferieugen fik jeg smagt en del af sortimentet, og fik også handlet nogle flasker med hjem. Overordnet set virker fokus hos Fanø Bryghus på at brygge øl, der ikke går på kompromis, men omvendt ikke er voldsomt intense. Og dog, hver gang batchnummeret rammer de hundrede, så brygger man en imperialudgave af en af de eksisterende øl. 
Jeg har sorteret i de smagte øl, og kastet nogle ord efter tre af de bedste. 

Hull and Oats bærer en kæk lille leg med ord som navn, eftersom øllen er brygget med Melon Hull og havre på ingredienslisten, har man ladet den halvt om halvt opkalde efter en gruppe fra en tid, hvor overskæg ikke var en synd. Hull and Oats er en Cream Ale, en af de kedeligste øltyper denne verden har set, men Hull and Oats er samtidigt nok det bedste bud indenfor genren, som jeg har smagt. Den er brygget til at blive drukket grådigt, og er fyldig, cremet, let syrlig, frugtig og med et fint lille humlebid. Var der den her type øl på fadølshanerne rundt omkring i stedet for konsumpilsner, så ville verden være et bedre sted at leve. 

I Fanøs Berliner Weisse kan man virkelige fornemme, hvordan behovet for intensitet ikke skal stå i vejen for det at brygge en god øl. Deres Berliner Weisse er underspillet med en god fylde og dæmpet syrlighed, men smager af nok til at det ikke bliver for kedeligt. Let at drikke, tilgængelig uden at være tam, på ingen måde overgjort, men til gengæld en Berliner Weisse jeg ville gide drikke flere af i streg, og det er ikke noget, der sker hver dag. 
Det var dog deres Hoppy Porter, der for alvor fik mit smil frem. Et balanceret og afstemt stykke med sort, der har en mærkbar humlebitterhed i eftersmagen. Der er lakrids i smagen, uden at det bliver for meget. Der er god gang i kulsyren, hvilket gør den let i kroppen og let at drikke grådigt. Bundsolid øl

Karakterer: 
Hull and Oats - 9 
Berliner Weisse – 9 
Hoppy Porter – 9 

Alle af de anmeldte øl var halvlitersflasker til lige over 30 kroner stykket. En absolut godkendt pris for noget absolut godkendt øl, der gerne måtte få bredere distribution herhjemme.