Skru tiden tilbage til midten af firserne. Til en tid, hvor muren stadig stod, krigen var kold og Danmarks Radio havde monopol på sendefladen. Tænd for Tonny Toupe, og vent så på, at Klap-i-Olsen, i skikkelse af Steen Rasmussen, dukker op på Barbar Bar, der dengang, som nu, er beliggende på Østen for Solen, Vesten for Månen 3. Du ved, hvad han vil sige, og som resten af den tv-generation, der husker Wikke/Rasmussens udødelige firser-tv sidder du bare og venter på, at han beder om ”to kolde fra kassen”.
Stil så om til provinsen. Nærmere betegnet den røde to-familiers murstensvilla, som min mormor og morfar boede i. Her kiggede Kaj Ølmand forbi med jævne mellemrum, og leverede øl fra Svendborg Bryghus og sodavand Fra Ørbæk Bryggeri til døren. Min morfar, Alfred Vejmand, drak Bock. Svendborg Bryghus Pilsner, som jeg ifølge min far skal være glad ikke at være gammel nok til at have haft muligheden for at smage.
Dengang, bilder jeg mig ind, var en øl bare en øl. Sådan er det sikkert stadig for mange mennesker, men som ølnørd er det ikke altid helt så let. Jeg tager stadigt oftere mig selv i at glane ned over listen af udbudt øl, og messe ”been there, done that”, mens de grå hår pibler frem og bidrager til et endnu mere markeret udtryk i området omkring tindingerne. Jagten på det nye, overgår lysten til et glas godt øl, for der vil uden tvivl være noget på listen, som jeg har fået tidligere og ladet mig begejstre over. Men alligevel bliver jeg kastet ud i en evig jagt på det fix, der kan gøre mig lige så høj som første gang, selvom jeg godt ved, at det kommer aldrig igen.
I forbindelse med en smagning hørte jeg Christian Skovdal Andersen fra Beer Here udtale, at ølnørder ikke nødvendigvis er et synderligt interessant kundesegment at forfølge når der skal sælges øl.
Der, hvor pengene er, er hos de ølkøbere, der vender tilbage efter mere af det samme. Med mindre man som nogle bryggerier er i stand til, kan smide en nyhed på gaden hver fjerde time, holde nyhedsviben kørende og fange typer som mig ind. Så er det hos det faste publikum pengene ligger.
Jeg har trods stor nysgerrig en stribe øl, jeg hellere end gerne vender tilbage til. Og jeg kunne have undgået mange dårlige investeringer i både hel og halvdårlige øl, hvis jeg havde holdt mig til det jeg kendte. Omvendt havde jeg ikke kendt det jeg kendte, hvis ikke min nysgerrighed havde drevet mig til, at smage nyt. Jeg har for længst indset, at jeg aldrig kommer til at støde på en øl, der vil kunne vælte mig bagover som nye øl og uprøvede stilarter kunne engang. Alligevel ville jeg synes det var trist, at skulle kaste håndklædet i ringen og reducere sig selv til én, der kun bestiller ”det sædvanlige” eller det han kender.
Selvfølgelig har jeg mine go-to øl som jeg gladeligt kan blive ved med at vende tilbage til. Både af lyst, men til tider også af mangel på, ikke på bedre, men på nyt. I en turbulent ølverden, hvor ølnyhederne sprøjtes ud i et rasende tempo, er det rart med fasteholdepunkter. Kunsten er ikke at holde for fast, så kommer man aldrig længere.